Vikingeblod 4: Nyt liv (E-bog)

En buldren et eller andet sted oven over dem afbryder hans tanker. Torleif og hundene er stoppet brat op. Torleif kikker sig omkring. Pludselig råber han: “Lad os se at komme væk! Det her er vist mere end et almindeligt sneskred!”
I det samme kommer snemasserne væltende ned ad fjeldsiden. Først som småsne og sneklumper. Men snart er luften tyk af snestøv. De kan ikke se en hånd frem for sig.

Torleif maser sig gennem sneen. Han får fat i Hilda og slæber af sted med hende. Og Hauge famler sig gennem snefoget for at finde Edwina.
“Edwina! EDWINA!” kalder han. Men råbet drukner i larmen fra snemasserne.

- – -

Det er vinteren efter hævntogtet. Hannibal og Edwina er stadig i byen. Edwina sammen med sin tjenestepige, Hilda og dennes lille dreng, Olav.
Hauge redder de to unge kvinder og Olav efter en lavine i fjeldet. Og da den sidste sne er væk, kan han fortælle sin mor, Åsa, at han skal giftes med den kristne Edwina.
Brylluppet bliver holdt, som det hører sig til, med ofring af dyr til guderne og stor fest i flere dage. En af den dræbte Svens mænd, Vagn, prøver at ødelægge festen, men bliver sendt bort.
Et par måneder efter brylluppet tager tre skibe på handelstogt til Island, hvor Hauge handler sig til nogle hvalrostænder, som han vil sælge igen i Hedeby.
Efter et dramatisk opgør i Røgviken kommer skibene på vej mod Hedeby ud i stormvejr, og Vagns skib forliser ved Færøerne.
I Hedeby får de både gjort gode handler og mødt mærkelige folk fra fjerne lande.
Da de omsider vender hjem, venter der Hauge mere end én overraskelse…

”Hauge hørte på vintermarkedet, at der er store penge i hvalrostænder fra Island. Efter han er blevet gift med en kristen kvinde, planlægger Hauge en handelsrejse til øen. Det bliver en dramatisk tur, hvor hans ven munken Hannibal er ved at blive slået ihjel. Båden som ledes af Vagn, hans rival til høvdingeposten, forliser på vejen til Hedeby. Efter en god handel vender Hauge hjem og møder her en rasende Vagn, som kalder på tvekamp. Hauge vinder og kan se frem til fødslen af sit første barn. Bogen har stemning og intensitet i handlingen som de øvrige bind. Beskrivelserne af personer og miljø er velfungerende. Bogen giver et glimrende og overbevisende billede af vikingetiden, hvor der brydes mellem nordisk gudetro og kristendom. Teksten er forholdsvis let at læse, den er skrevet i et levende sprog med korte sætninger.”

”Det er stadig en dramatisk beretning, men her er vægten lagt på skildringen af mere fredelige sysler, selv om der altid er regnskaber at gøre op med våben i hånd.
Pia Falck Papes illustrationer står godt til historien, som stadig er et godt tilbud til unge med interesse for tidsperioden.”

Forord

“Så fik menneskene da gjort regnskabet op,” tænkte Odin. “Og den Hauge fik taget hævn over sin far, høvding Styrbjorn. Sådan som det forventedes af ham. Styrbjorn er hævnet. Og Sven er hævnet. Så nu kan også Åsa få ro til sit liv.”
Netop som han tænkte sådan, steg røgen fra et ganske lille offerbål op til ham. Odin mærkede, at det kom fra den unge høvding Hauge. Og han smilede for sig selv, da han mærkede de tanker, der fulgte med røgen.
“Ja, så. Ja, såh,” mumlede han og hidkaldte sine skarpsynede ravne, Hugin og Munin.
“Den Hauge brænder offerbål i hemmelighed,” sagde han til dem. “Flyv did og beret, hvad der foregår i byen i denne kolde vinter. Thi der kommer både gode og dårlige tanker til mig.”

Og ravnene fløj og fløj. Men de kom næsten ingen vegne. Sådan blæste den iskolde vintervind lige imod dem. Og de måtte søge læ for vinden og snestormene i kolde klippehuler og under fårehyrdernes forladte læhytter.
Da de endelig kom til Hauges by, var de udmattede og sløve. Men de mærkede, at dagene blev længere og lyset fik mere og mere magt.
Og de så, at byen levede sit stille liv. At menneskene håbede på forårets komme. Og at nogle af dem trodsede kulden og begav sig ud i fjeldet.

Da ravnene vendte tilbage til Odin, fortalte de især om de to unge, fremmede kvinder, der færdedes i byen og i fjeldet. Og om de mænd, der sendte lange blikke efter dem. Især efter den smukke Edwina, som den Hauge havde forlangt at få med fra Haakons by i bodsgave. På det tidspunkt troede han, at hun var træl. Og han havde da også undret sig lidt over, at folk i Håkons by ikke havde protesteret, da Edwina forlangte at få en anden trælkvinde med. Kvinden Hilda, som endda havde en lille dreng at tage sig af. Sådan gik det til, at stormandsdatteren Edwina, som Håkon havde røvet i England, kom til Styrbjorns by sammen med sin tjenestepige.
“Den Hauge gør sig vist også sine tanker,” tænkte Odin, da han hørte om de fremmede kvinder. “Gad vide, om han kan få gavn af vintervinden?”

1. Fælderne

Solen får sneen til at glitre og blænde ham. Hauge kniber øjnene sammen og går forsigtigt. Under den knirkende sne kan der være revner og ujævnheder, han ikke kan se.
Bare der nu er gået noget i rævefælderne! Han har også sin bue med, hvis han skulle møde en snehare. Både rævens og harens hvide vinterpels kan indbringe gode priser på vintermarkedet.

Ind imellem standser han og kikker sig omkring. Fjeldene er skinnende hvide og blanke af sne og is. Og i det fjerne rager nogle spidse, isdækkede tinder op.
Hundene er løbet i forvejen. Hauge går efter dem ind mellem de isbelagte træer. Dukker sig under grenene og lytter. Han kan høre latter og glade hvin fra de børn, der leger i sneen. Og fra dem, der løber på benskøjter på den lille sø inde i lysningen.

Han vinker til børnene, da han går forbi søen.
“Hauge! Hvor skal du hen?” Det er Lauge Langsyns lillebror, Torleif, der kommer løbende hen til ham. Torleif er vokset meget i det sidste års tid. Men han er vel også omkring 13 år nu.
“Jeg skal ud og se til mine fælder. Vil du med?”

“Hvad laver Hannibal?” spørger Torleif lidt efter.
“Det ved jeg ikke,” siger Hauge. “Han ville ikke med i dag.”
“Han snakker måske med hende dér Edwina?” siger Torleif og smågriner. “Snakker han ikke ret meget med hende? Og med hende den anden, hende Hilda. Hende med den lille dreng?”
“Nåh, jo. Det kan da godt være. Men de kender jo også hinanden. Fra England.”
“Jamen, Hilda – er hun ikke træl, Hauge?”
“Jo, sådan en slags. Hun er i hvert fald Edwinas tjenestepige. Håkon ranede jo dem begge to derovre.”
“Og du troede, de begge to var trælle. Gjorde du ikke?”
“Det var de jo også, Torleif. Indtil Hannibal fortalte mig, hvem de var.”

De er kommet hen til den første af fælderne.
“Der har i hvert fald været et dyr her!” siger Hauge. “Fælden er styrtet sammen.”
“Hvordan har du egentlig lavet den?” spørger Torleif. Mens de sammen roder i stenbunken.
“Nu skal du se!” siger Hauge. Han skubber stenene til side, så Torleif kan se det. “Bunden af denne her fælde er en hulning i fjeldet. Men andre steder – hvis der er jord – graver jeg bare et hul. Så bygger jeg stenene op over det.” Han begynder at stable de halvstore sten op rundt om hulningen.
“Jamen, hvad er det, der får fælden til at falde sammen?” spørger Torleif. Mens han hjælper med at stable stenene.
“Ja, det er jo det allervigtigste!” siger Hauge. Han samler et stykke træ op. Det lå midt i stenbunken før. Så sætter han det forsigtigt på højkant. Og anbringer den største sten sådan ovenpå træstykket, at den vil falde ned ved den mindste berøring.
“Det er vel nok snedigt!” udbryder Torleif. “Det er bare ærgerligt, at ræven slap af sted med din lokkemad!” siger han drillende.

2. Lavinen

Der var heldigvis ræv i en af de andre fælder. De flår den på stedet. Og lægger kødet ud til ørnene. Og til guderne. Dem skal man stå sig godt med! Der er alligevel ikke meget ved at spise rævekød.

De er i godt humør, da de begiver sig på vej hjemad igen. Hauge har en kæp over skulderen. På den hænger et smukt, hvidt ræveskind!
Da de nærmer sig byen, standser Torleif pludselig.
“Se dér!” hvisker han og peger opad. Og lige deroppe – ovenfor træerne – er der et par kvinder, der springer rundt og jubler og ler. Mens de kaster snebolde mod hinanden! Den ene har en lille dreng på armen.

“Det er dem, Hauge! Det er Edwina og Hilda – og den lille dreng!”
Som om han ikke kan se det! Samtidig mærker han den underlige uro, som kommer hver gang, han støder på den pige! Det er ikke som med de piger, han ellers har haft omgang med. Selv om de var dejlige og varme, så blev det ikke til mere.
Han har ellers forsøgt at komme til at tale med hende. Flere gange, endda. Han vil gerne vide noget mere om hende. Og om det land, hun kommer fra. Men hun ser bare på ham på den dér underlige måde. Med de samme trodsige øjne, som første gang, de mødtes – i Håkons by.
Nu varer det nok heller ikke så længe, før Hannibal tager Edwina med hjem til England. Så ser han hende ikke mere. Heldigvis! Eller – ?

En buldren et eller andet sted oven over dem afbryder hans tanker. Torleif og hundene er stoppet brat op. Torleif kikker sig omkring. Pludselig råber han: “Lad os se at komme væk! Det her er vist mere end et almindeligt sneskred!”
I det samme kommer snemasserne væltende ned ad fjeldsiden. Først som småsne og sneklumper. Men snart er luften tyk af snestøv. De kan ikke se en hånd frem for sig.

Torleif maser sig gennem sneen. Han får fat i Hilda og slæber af sted med hende. Og Hauge famler sig gennem snefoget for at finde Edwina.
“Edwina! EDWINA!” kalder han. Men råbet drukner i larmen fra snemasserne.
Hvad skulle de to også alene i fjeldet for? Det ligner ikke noget! Det må være, fordi de ikke er opvokset med det. De ved åbenbart ikke, at sådan noget kan ske?

Da snemasserne lidt efter stilner noget af, får han øje på hende. Hun ligger halvt begravet bag en stor sten. Er hun død?
Hauge kæmper sig gennem den dybe, løse sne hen til hende. Giver sig til at grave hende fri med hænderne. Og skubber blidt til hende.
Pludselig giver hun et suk fra sig! Et dybt suk. Hun lever!
Han hjælper hende med at komme op at stå. Men hun bevæger sig tungt og langsomt og stirrer bare på ham med tomme øjne.
Han tager fat i hende og trækker af sted med hende. “Kom nu!” siger han bestemt. “Der kan godt komme mere! Vi skal væk herfra!”
Så bliver hun med ét sig selv igen. Hun standser og ser opskræmt på ham.
“Hvad er der, Edwina?”
“Drengen! Hildas dreng. Hvor er han?” råber hun.

Hilda er alt for chokeret til at sige noget som helst. Hun står bare og stirrer frem for sig og ryster af kulde.
“Jeg tager de to med hjem,” siger Torleif. “Så de kan få varmen. Astrid kan nok give dem noget styrkende. Og så henter jeg nogen, der kan komme og hjælpe med at lede efter drengen.”

3. Olav

Hilda følger tøvende med Torleif. “Kom nu!” siger han til Edwina. “Du fryser jo også!”
“Nej!” kommer det arrigt fra Edwina. Hun er allerede i gang med at grave i sneen.
“Hvem holdt ham?” spørger Hauge.
“Det gjorde jeg!” siger Edwina indædt. “Og så hedder han for øvrigt Olav!”
“Han må være her omkring!” siger Hauge og giver sig til at grave ved siden af hende.

Det skal gå stærkt nu! Hvis de først finder ham, når der kommer hjælp, er det måske for sent.
Hauge og Edwina kæmper med sneen – og med tiden. Pludselig støder Hauge på noget. “Her!” gisper han og tager forsigtigt fat i en lille, kold hånd. Et øjeblik efter er drengen gravet fri. Edwina tager den lille livløse krop op og ryster ham blidt.
“Olav! Olav!” kalder hun, mens tårerne løber ned ad hendes kinder. Men drengen er helt slap. Han reagerer slet ikke.
“Lad mig prøve!” siger Hauge og tager drengen fra hende. Han tager det kolde og våde tøj af ham. Og lægger ham nøgen ind under skindkoften. Direkte på sin varme mave. Så giver han sig til at danse forsigtigt rundt og rundt. Mens Edwina forundret ser til.
“Høje Odin! Mægtige Tor!” råber han. “Lad drengen her blive hos os! Hører I!”
Edwina kaster sig ned på knæ i sneen. Med hænderne hårdt foldede om korset beder hun stille og inderligt til sin gud.

Pludselig stopper Hauge op og begynder at le. Edwina ser spørgende på ham.
“Han lever!” ler Hauge. “Han tissede på mig!”

4. I badstuen

Hauge og Hannibal sidder indhyllet i den varme damp inde i den lille badstue. Det gør godt i hele kroppen. Hannibal var ellers ikke så meget for at gå derind i begyndelsen. Men efterhånden er han kommet til at synes godt om det. Selv om han synes, det næsten er at overdrive: At gå i badstue en gang om ugen!

“Hun taler meget om dig,” siger Hannibal pludselig.
“Hvem?” spørger Hauge.
“Ja, hvem tror du?” siger Hannibal drillende. “Edwina, selvfølgelig!”
Hauge kaster vand på de gloende sten. De hvæser og sprutter, så hele rummet forsvinder i damptåger.
Han tænker også meget på den smukke, fremmede pige. Ja, faktisk synes han ikke, hun er fremmed mere. Men nu har hun jo også boet hos dem i snart et år. Vinteren er snart forbi. Og nu varer det vel ikke så længe, før hun kan få skibslejlighed? Måske sammen med Hannibal? Så hun kan komme hjem til sin familie i England.
De første handelsrejsende har jo allerede været på besøg i byen. Men Hauge har i hemmelighed ofret til guderne. Og bedt om, at et eller andet måtte ske, så hun skulle blive her lidt endnu.

“Hun kan ikke rejse hjem, Hauge,” siger Hannibal stille. Som om han har gættet Hauges tanker!
“Hvorfor ikke? Er det da ikke det, hun allerhelst vil?”
“Det var det! Sådan var det. Indtil hun fik at vide, hvordan det står til hjemme i England.”
“Hvad mener du, Hannibal?” Hauge har svært ved at skjule sin lettelse. Så har guderne måske alligevel lyttet til ham?
Men Hannibal lyder meget alvorlig, da han siger: “Der har været mange angreb derovre, hvor hun kommer fra. Det er vistnok danerne. Det siger de, i hvert fald.”
“Hvem siger det?” spørger Hauge.
“Det gør de folk, der var her for nylig. Dem, der var på vej til forårsmarkedet i Birka. Det var dem, der fortalte det. De havde hørt, at byerne på den egn, Edwina kommer fra, er blevet hærget. Ret voldsomt, endda. Så ingen ved, om hendes familie lever.”

Hannibal rejser sig og går hen til den store tønde, der står oven på ovnen. Sneen i den er for længst smeltet. Nu er vandet dejligt varmt. Han dypper kanden ned i den og fylder den med vand. Idet han hælder vandet ned over sig, siger han: “Men der er nu også en anden grund, Hauge!”

Hauge sidder med sine egne tanker om de overfald. Han havde ellers tænkt sig at rejse til England til sommer. Men nu kan det da godt være, at han alligevel skal overveje det andet. Det, benmageren i Skiringssal sagde sidste vinter om at tage til Island. Det har han tænkt en del på siden.
Selv om de fik ryddet mere jord i sommer, kunne de jo ikke nå at dyrke det. Så det har også knebet med forråd i vinter. Det ville hjælpe, hvis han kunne gøre gode handeler med de hvalrostænder.
Han har også diskuteret det med Vagn. Han er den eneste af mændene, der har været deroppe. For mange år siden. Længe før han kom hertil sammen med Sven. Så selv om Hauge ikke er så meget for det, så vil Vagn være god at have med.
Og så er der også folk i byen, der er begyndt at tale om at finde nyt land. Fordi de er blevet så mange her.

“Hvad sagde du, Hannibal?” spørger han så.
“Jeg sagde bare, at der er en anden grund til, at Edwina gerne vil blive her.”
“Hvad er så det?”
“Jo, ser du, Hauge,” siger Hannibal skælmsk. “Lige siden du reddede hende og Hilda og Olav fra den lavine, har hun snakket om dig. På en helt anden måde end før! Snakket godt om dig.” Hannibal ler. Så fortsætter han: “Jeg ved, hvad jeg taler om, Hauge! Så jeg kan godt fortælle dig, at hun også er meget glad for dig!”

5. Et vigtigt møde

Torleif kommer først op til gravhøjen. Han springer af sted foran Åsa. Hun er ikke så let til bens mere. Så det er anstrengende for hende at komme op ad fjeldet. Men heldigvis har solen nu smeltet den sidste sne. Så det er ikke glat mere.
Inden hun når helt op, er Torleif henne ved Hauge.
“Det må være meget vigtigt? Det, du skal snakke med hende om?” spørger han grinende.
“Ja, måske! Men se du nu at komme af sted igen, Torleif!” siger Hauge bestemt. “Det kommer i hvert fald ikke dig ved!”
“Øv!” kommer det surt fra Torleif. Mens han begiver sig videre op ad fjeldet. Op mod udkikspladsen.

“Det er hårdt – at komme herop – efterhånden,” puster Åsa. “Men – du har vel dine grunde, Hauge?”
“Jeg synes, det er bedst, at vi mødes her. Os to alene. Og så kan min far, Styrbjorn, også høre med!”
Han går helt hen til gravhøjen. Åsa følger efter.
“Hvad er det, du vil tale med mig om, Hauge?” spørger hun.
Hauge ser direkte på Åsa. Så siger han: “Jeg synes, det er ved at være på tide at tænke på fremtiden. Der er jo kun mig til at føre min fars slægt videre.”
Åsa virker ikke overrasket. “Det er ikke kun dig, der tænker sådan,” siger hun. “Jeg har faktisk tænkt meget på det. Og jeg synes, det er på tide, at du får en brud.”
Åsa smiler hemmelighedsfuldt. Så siger hun: “Jeg er allerede ved at forhandle om medgiften!”
“Medgiften? Jamen – det har du ikke sagt noget om!” udbryder Hauge.
“Næh, jeg ville lige undersøge, om det kunne lade sig gøre først. Men det ser det ud til! Og pigen er også villig til at gå i ægtestand med dig!”
“Jamen! Hvordan har du – ? Jeg mener, du kan da ikke sende bud – helt derover?”
“Hvorfor ikke? Så langt er det jo heller ikke,” siger Åsa myndigt.
“Jamen, hun kan da ikke få nogen medgift!” siger Hauge overrasket.
“Ork, jo! Egil har skam haft gode år på gården, så – - ”
“Egil?” udbryder Hauge. “Hvad mener du? Hvem Egil?”
“Jamen, Hauge! Du kender da Egil. Han har jo taget sig godt af Bjarke og Ingrid. Lige siden dengang, de mistede deres forældre ved overfaldet her. Og Ingrid kan endda få en god medgift med sig fra Egil. Desuden har hun vokset sig ret køn!” Det sidste siger hun med en særlig triumf i stemmen.

Ingrid? Så hans mor har tænkt sig, at han skal gifte sig med hende?
Han kan godt huske den lille pige, som boede hos Sigrid og Lauge. Hun hjalp Sigrid med mange ting. Og hun er sikkert også blevet dygtig til at passe hus og gård. Nu hvor de igen bor på den fædrene gård inde i landet. Men giftes med hende?

“Det er ikke den pige, jeg skal giftes med!” siger Hauge så. Han lægger sine hænder på Åsa’s skuldre. Og kikker hende dybt og bestemt i øjnene.
“Ikke den pige? Hvad mener du med det, Hauge?” Hun lyder knapt så sikker nu. Og øjnene flakker hen mod gravhøjen, da hun fortsætter: “Din far vil sikkert også bifalde mit valg.”
“Nej, mor! Jeg er sikker på, at han vil bifalde mit valg!”
“Har du da selv – ? Hvad mener du? Det er da noget, jeg tager mig af!” Hun er tydeligt rystet. “Men hvem havde du da tænkt, det kunne være?”
“Ikke kunne være, mor! Det skal være – Edwina!”
“Edwina! Den fremmede pige fra England?”
Hauge nikker.
“Det kan der overhovedet ikke blive tale om!” kommer det omgående fra Åsa. Hun har genfundet sin myndighed nu. “For det første er pigen jo det, de kalder kristen! Og desuden siges det, at hun er blevet forældreløs. Fordi danerne har hærget hendes by. Så hun har ingen medgift. Og i øvrigt ved jeg, at der er en anden, der vist gerne vil have hende.”
“En anden?” udbryder Hauge irriteret.
“Ja, det er der! For Vagn har nemlig snakket med mig om det! Han vil vist ha’ hende som en slags tjenestepige! Og – ”
“Tjenestepige!” afbryder Hauge hende vredt. “Edwina skal aldeles ikke være nogens tjenestepige – eller hvad det nu er, han ku’ ha’ tænkt sig! Og så Vagn! Den fyldebøtte! Som hun ikke kan fordrage!”

Åsa stirrer forbløffet på ham.
Så fortsætter Hauge: “Jeg har talt med hende. Og hun har givet mig sit ja! Også selv om hun helst ville have, at jeg blev døbt til hendes tro. Men vi er blevet enige om det alligevel: Jeg skal ikke døbes! Og hun har ingen medgift! Men giftes, det skal vi nu alligevel! Og jeg tror også, du kan forstå det!”
“Nej, det kan jeg ikke, Hauge. Men – hvis du er så sikker, så kan du jo have hende som anden kone. Det er der da flere, der har.”
“Nej, mor! Det kan jeg ikke. Jeg ved fra Hannibal, at det ikke er tilladt. Ikke når man er kristen. Og det er Edwina, jeg vil giftes med! Og kun hende. Og jeg er stadigvæk sikker på, at du alligevel godt kan forstå det.”
“Hvad mener du, Hauge?”
Hauge holder om hende. Og læner dem begge ind over Styrbjorns grav.
“Styrbjorn, min far…. Du og han…. I elskede hinanden. Det ved jeg. Og jeg ved også, at du ikke ville dele ham med nogen!”

Hauge bliver oppe ved gravhøjen et stykke tid. Åsa er gået ned igen. Hun har fået noget at tænke over. Men hun har lovet ham, at hun vil gøre mere for at lære den unge pige at kende. Når han nu vil have det sådan.

“Hurra for danerne!” lyder det pludselig oppe fra fjeldet. Torleif står deroppe og råber syngende ud over det hele.
“Hvad mener du?” råber Hauge op til ham.
“Hurra for de daner, der har hærget England!” synger Torleif og skrupgriner!
“Din slyngel!” råber Hauge truende op til ham. Men han kan alligevel ikke lade være med at smile, da han råber tilbage: “Dine ører er åbenbart lige så gode som dine øjne, Torleif – Langøre!”