Vikingeblod 3: Hævnen (Paperback)
kr 87,00
3 bog i serien “Vikingeblod” af Marianne Slot
Forlaget MARI’
Paperback
In Stock – available
Hauge sigter på dyrets skulder, holder vejret – og slipper pilen. Men netop da springer det skræmte dyr af sted. Med pilen siddende i det ene bagben.
- – -
Fire år efter det mislykkede hævntogt, er Hauges mor, Åsa, blevet gift med Sven, fordi hun håber, hun kan påvirke ham til at være en bedre høvding.
Den stumme trællepige, Astrid, nedkommer i hemmelighed med et dødfødt barn. Og Hauge bliver noget rystet, da han får at vide, hvem der er far til barnet…
Mændene drager til vintermarked i Skiringssal (Kaupang), hvor de gør gode handeler. Her møder Hauge igen vennen Hannibal.
Men på vej hjem bliver de brutalt overfaldet, og mange dør.
Hauge bliver valgt til høvding, og kan nu endelig få hævnet sin far…
Men hvem er den unge, smukke pige, Edwina, som er blevet ranet i England?
Det er en meget dramatisk beretning med ganske mange dødsfald, men læseren får mange oplysninger om tidsperioden i tilgift. Pia Falck Papes illustrationer står godt til historien.”
”Bogen har samme stemning og intensitet i handlingen som de første to bind. Beskrivelserne af personer og miljø er velfungerende og bogen giver et glimrende og overbevisende billede af vikingetiden. Teksten er forholdsvis let at læse, den er skrevet i et levende sprog med korte sætninger. Bogen er sat med stor og tydelig typografi i et overskueligt layout, hvor de s/h illustrationer skaber stemning og understøtter historien fint. Bogen har en dramatisk og appellerende omslagsillustration.”
Odin gnubbede sig tankefuldt i skægget. For menneskene i Styrbjørns by i det sydlige Norge sendte forskellige slags ofre til guderne. Det var svært at blive klog på, hvad de egentlig mente.
Derfor hidkaldte Odin atter sine to ravne, Hugin og Munin. Og bød dem se ordentligt efter, når de kom til Hauges by.
Ravnene fløj lavt hen over hustagene. Hvilede sig i træerne eller søgte ly på klipperne over byen. Alt imens de lyttede og spejdede og holdt øje med alting.
Da de omsider vendte hjem til Odin, berettede de for ham, hvordan livet gik i den lille by:
Menneskene levede nu omtrent, som de altid havde gjort. Og mange havde næsten glemt det grusomme overfald på byen for syv år siden. Dengang høvding Styrbjørn og mange andre blev dræbt. Men Styrbjørns bror, Sven, styrede nu byen med hård hånd. Og om sommeren rejste mange af mændene ud til fremmede kyster. De vendte hjem med mangt og meget til glæde for hele byen.
“Er det alt?” spurgte Odin vrissent. “Det lyder da, som om alting er, som det skal være. Hvorfor sender menneskene så de mærkelige offerbud til mig?”
Ravnene så på hinanden og så beskæmmede ned. De var jo ikke helt sikre. Men der lød også mærkelig tale i nattemørket rundt omkring i Styrbjørns by. Hviskende, hemmelig tale. Svær at høre. Svær at forstå.
“I må da have hørt noget!” udbrød Odin vredt. Nu var hans tålmodighed snart slut.
“Hævnesnak har vi hørt! Hævnehvisken! Hævnetale!” skræppede ravnene i kor og baskede forfjamskede med vingerne.
“Ahaa! Se, seh!” udbrød Odin. “Nå, det er sådan fat! Tjah! Det er vel også på tide?”
Da han havde grundet på det i lange tider, spurgte han, hvordan det gik den unge Hauge, Styrbjørns søn.
Og Hugin og Munin fortalte, at den Hauge var blevet en voksen mand. Nitten somre var han. Stærk og dygtig til mange gøremål. Ombejlet og jagtet af kvinderne og misundt af mændene.
“Jagtet? Og jæger! En rigtig jæger, er den Hauge,” mumlede Odin for sig selv. “Lad os nu se, hvad han kan jage….”
1. Jagtbyttet
Hauge spænder sin bue og sigter på den store elg. Den iskolde luft får hans heftige åndedrag til at stå som små røgskyer ud af munden. Det dyr må ikke slippe fra dem! Endelig skal de have noget ordentligt kød. Selv ved juleblótet for nylig kunne de kun ofre en ged til guderne. Vinterforrådet er sluppet op alt for tidligt. Men der var heller ikke ordentlig styr på det ved slagtningerne i efteråret.
Hauge sigter på dyrets skulder, holder vejret – og slipper pilen. Men netop da springer det skræmte dyr af sted. Med pilen siddende i det ene bagben.
“Den er ramt! Efter den!” råber Hauge til de andre.
Den sårede elg styrter ind mellem træerne. Med en hale af jægere og hunde efter sig. Det er nemt at følge dens spor i den dybe, bløde sne.
Hauge bliver stående et øjeblik. Der er noget bekendt ved stedet. De ret høje træer – og de ujævne, stejle klipper. Og så den måde, råbene fra de jagende mænd kastes frem og tilbage mellem klippesiderne.
Han har været her før. Men hvornår? Det må være meget længe siden.
Mændenes råb har fortonet sig i tykningen. Og langsomt trænger en anden lyd sig ind på ham: En mærkelig, gryntende stønnen. Som fra et såret dyr. Men det kan da ikke være elgen. Den løb jo den anden vej.
Forsigtigt går han efter lyden. Pludselig står han i en lang, smal klippespalte, der fortsætter ind i bjerget.
Klippespalten. En, der nynnede….
Det var jo dengang, han fandt sin mor. Dengang – for syv år siden, da hans far var død i kampen mod Håkon. Det var her, han fandt hende. Hun var slet ikke sig selv. Men det blev hun heldigvis hurtigt. Takket være Hannibal – og hans urter.
2. Åsa
Det er fire år siden, han sidst har set Hannibal. Det var dengang, han forklædt som handelsmand forlod byen i et af de fremmede skibe. Ellers ville Sven have slået ham ihjel. Han troede jo, at Hannibal havde forrådt dem. Selv om det var den anden munk, Peter, som røbede deres plan for Håkon. Hauge smiler ved tanken om, hvordan Håkon havde kappet Peters hoved af. Det kunne han ellers godt selv have tænkt sig at gøre! Men den sag ordnede hans værste fjende altså for ham!
Kort tid efter giftede hans mor sig med Sven. Hun havde brug for en mand, sagde folk.
En måneds tid efter den store bryllupsfest, oplevede Hauge noget mærkeligt: Han var gået op til Lauge Langsyn på udkikspladsen. Deroppe fra så han sin mor komme op til gravhøjen. Hun var helt alene. Ikke engang en trælkvinde havde hun med sig. Hauge gik ned for at tale med hende. Men hun så ham ikke. Hun sad foroverbøjet helt henne ved Styrbjørns grav. Hauge kunne ikke undgå at høre, hvad hun sagde:
“Vi havde et godt liv sammen, Styrbjørn. Du var en god høvding. Og en god far for Hauge. Jeg er sikker på, at du ville have oplært ham til at følge efter dig, – hvis du ikke var blevet slået ihjel af Håkon .” Åsa trak vejret tungt. Så fortsatte hun: “Jeg håber, du forstår, at jeg blev nødt til at gifte mig med din bror. Sven har hjulpet os meget. Især da vi skulle bygge byen op igen. Det var naturligt, at han blev høvding. Når nu Hauge ikke var så gammel. Sven er en dygtig handelsmand, siger de. Og god til at finde vej over havet. Men han er hård ved folkene. Og han er ikke ret god til at styre sagerne herhjemme.”
Åsa rettede sig lidt op. Så op over gravhøjen et øjeblik. Og hen på den store mindesten med de runer, Lauge har lavet. “Hauge satte denne sten over Styrbjørn sin far.” Det var det, runerne betød. Det sagde Lauge, dengang han stolt viste dem stenen.
Åsa fortsatte lavmælt:
“Jeg har lært meget af dig, Styrbjørn. Derfor kan jeg måske også hjælpe Sven til at blive en bedre høvding. Det er derfor, jeg har giftet mig med ham. Nu ved du det, Styrbjørn.”
Hun lagde begge hænder på selve gravhøjen. Så hviskede hun noget, Hauge ikke kunne høre. Men han blev meget overrasket, da hun et øjeblik efter rejste sig. Hun vendte sig om og kikkede direkte på ham. Så sagde hun: “Nu ved du det også, Hauge!” Derpå vendte hun sig og gik.
3. Lyde i fjeldet
Der er blevet stille. Den underlige stønnen er holdt op. Måske var det bare noget, han troede, han hørte. Hauge har ikke lyst til at gå længere ind i mørket. Så han vender sig for at gå tilbage og finde de andre jægere.
I det øjeblik hører han igen noget. Ikke en grynten eller stønnen. Men én, der trækker vejret, langsomt og udmattet. Det lyder ikke som et dyr.
“Hvem dér?” spørger han ind i mørket. Men ingen svarer. Han går langsomt nærmere. Med hånden fast knuget om kniven, hvis nu -
Inde i mørket stirrer et par vidt opspilede, rædselsslagne øjne på ham.
“Astrid!” udbryder han forbløffet, da han genkender den stumme trællepige. “Hvad laver du dog her?” I det samme får han øje på den lille bitte livløse krop, der ligger ved siden af pigen.
4. Hemmelig fødsel
“Hvad har du gjort, Astrid?” spørger Hauge. Det er længe siden, han har set hende. Så han anede ikke, hun var med barn. Og nu har hun født barnet – i hemmelighed. Og derefter dræbt det! Sådan gør trællene ofte. Især hvis faderen er en fri, gift mand. Så har barnet ikke mange chancer for at overleve alligevel. Slet ikke, hvis det er en pige.
Men Astrid stirrer på ham på en mærkelig måde, mens hun ryster af kulde.
“Har du dræbt barnet?” spørger han. Nu kan han se, at det er et drengebarn, hun har født. Astrid ryster på hovedet. Så viser hun ham med sine talende hænder, hvordan hun fødte ham. Og forsøgte at få liv i ham. Men han lå bare stille og livløs mellem hendes ben.
“Kom!” siger Hauge og tager den lille slappe krop i sine arme. “Vi må se at få gravlagt barnet på den store gravplads. Så du kan komme hjem til Sigrid og få varmen.”
Men Astrid rejser sig med besvær, tydeligt plaget af smerter. Hun tager det døde barn fra ham og ryster kraftigt på hovedet.
“Vil du ikke have ham gravlagt – sammen med alle de andre?” spørger Hauge.
Hun peger ud mellem træerne. Og forsøger at forklare ham, at de blot skal grave drengen ned – et sted i skoven.
Hauge kikker undersøgende på hende. Der er altså ingen, der skal vide, at hun har født det barn. Det skal bare forsvinde. Det er åbenbart sådan, hun ønsker det.
Uden flere ord hjælper han hende med at komme væk derfra. Og sammen finder de et sted, hvor barnet kan ligge i fred. Uden at andre end de to ved noget om det.
Netop som de har fået dækket den lille grav til med sten, hører de en flok støjende mænd nærme sig. Det er jægerne, der er på vej hjemad. De lyder muntre og opstemte. Så har de nok fået fat i det anskudte dyr. “Kom, Astrid! Vi må væk herfra!” siger Hauge og trækker af sted med den udmattede pige.
5. Genfærdet
De er kommet væk fra de højrøstede jægere, da Astrid pludselig stivner. Lige foran dem ligger den store gravhøj. Styrbjørns høj, formet som det skib, han er draget til Valhal i. Og oppe over gravhøjen sidder Lauge og Torleif. Lauge er ved at oplære sin lillebror til at blive udkik.
“Hej, Hauge!” råber Torleif ned til ham. “Det var en god jagt, hva’!”
Hauge vinker bare op til dem. Og kikker efter Astrid. Men hun har slæbt sig ind mellem træerne. Forhåbentlig har de ikke set hende.
“Jeg må ned og hjælpe dem med dyret,” råber han op til dem. Og skynder sig væk fra gravhøjen.
Astrid er så afkræftet, at hun er sunket sammen på sneen under nogle forgrenede buske.
“Hvorfor blev du så forskrækket derhenne?” spørger han og sætter sig på hug ved siden af hende.
Hun gør nogle underlige bevægelser med sine arme. Svævende, åndeagtige – og peger i retning af gravhøjen.
“Er her – ånder?” spørger han tøvende.
Hun nikker, peger igen på højen og så på ham.
“Har det noget med mig at gøre?” spørger han. Da hun nikker igen, fortsætter han: “Noget med – min far – Styrbjørn? Er det ham, der går igen?”
Hun nikker og kikker forskræmt på ham. Hauge har godt nok hørt lidt småhvisken om mærkelige lyde om natten ved gravhøjen. Men han har ikke taget sig så meget af det. Hans far har for længst forladt højen. Nu sidder han til højbords hos aserne om natten. I festligt lag, mens de gæve krigere beretter om dagenes vældige kampe for hinanden. Og for guderne.
Hvorfor skulle Styrbjørn dog gå igen? Det gør de døde jo kun, hvis de er utilfredse med noget. Eller hvis de ikke er blevet ordentligt gravlagt. Ganske vist havde de ikke så mange gravgaver dengang. Men han blev da ellers gravlagt med manér.
Utilfreds? Hvad skulle han være utilfreds med? Hvis det havde noget med ham, hans søn, at gøre – så havde Styrbjørn vel selv givet ham et tegn?
Det lader til, at den stumme trællepige ved mere om det. Så han bliver ved med at spørge hende, indtil han begynder at forstå, hvad hun mener:
Efter hvad folk siger, er Styrbjørn utilfreds med den måde, Sven styrer tingene på. Han lytter for meget til sin fælle, Vagn. Og han er alt for hård ved bønderne. Derfor er der uro om natten ved gravhøjen.
“Er han også vred over, at min mor har giftet sig med Sven?” spørger Hauge så. Han kan ikke lade være med at tænke på dengang, han så sin mor ved graven.
Men Astrid ryster på hovedet. Det er Styrbjørn ikke vred over. Et øjeblik kikker hun tænksomt på ham. Som om hun overvejer et eller andet. Så peger hun på sig selv, og på sin mave.
“Hvad har det med sagen at gøre?” spørger han undrende.
Hun peger igen på sin mave og kikker sigende på ham. Så lader hun som om, hun vugger et lille barn i sine arme. Og mens tårerne løber ned ad Astrids kinder, forstår Hauge med ét, hvad det er, hun fortæller ham.
“Det er – det er – Sven, der er far til dit døde barn!”
6. Møde med ånderne
Hauge vågner midt om natten ved, at der er nogen, der rører ved ham. Han griber ud efter sin kniv, der altid ligger ved hans side. Men hans håndled bliver holdt fast af nogle stærke arme. Så han ikke kan røre sig.
“Hauge, for pokker! Det er bare mig!” hvisker en stemme i mørket. Da han holder op med at gøre modstand, løsnes grebet. Og stemmen fortsætter: “Tag din skindkofte og dine varme støvler på og kom med!”
Nu genkender Hauge stemmen. Det er Lauge.
“Du lever livet farligt, Lauge Langsyn,” hvisker Hauge, da de er kommet udenfor huset. “Jeg ku’ jo ha’ slået dig ihjel!”
“Nåh, det lod det nu ikke til!” smågriner Lauge stille og begynder at gå. “Men jeg var nødt til at gøre det på den måde, forstår du. Vi sku’ jo nødigt ha’ vækket de forkerte!”
“Hvad mener du? Hvad er det, jeg skal?” spørger Hauge forvirret.
“Der er nogen, der vil snakke med dig!” siger Lauge bare og vader gennem snedriverne op mod fjeldet.
Oppe ved den store gravhøj standser Hauge. Bag den snedækkede høj er der et underligt, uroligt lysskær. Og der høres utydelige stemmer. Så var det alligevel rigtigt – det, Astrid sagde. Og nu har Styrbjørn sendt Lauge af sted for at hente ham. Han følger lidt tøvende efter Lauge om på den anden side af højen.
Men Lauge fortsætter forbi højen – og ind imellem buskene bagved. Mens den sprøde sne knirker under deres støvler. Et øjeblik efter er de der: I det ganske svage lys fra et meget lille bål genkender han ”ånderne”! Det er nogle af byens mænd, der sidder rundt om den blafrende ild.
Da Hauge har fået sat sig i kredsen – ved siden af Lauge, tager en af mændene ordet. Det er Erik, den bonde, der har flest marker og flest dyr.
“Vi har tilkaldt dig, Hauge, fordi der er noget, vi gerne vil drøfte med dig. Som du nok ved, var vi meget tilfredse med din far som høvding. Men da din farbror kom til, gik det den forkerte vej. Ikke lige i begyndelsen, mens vi havde travlt med at få bygget byen op igen. Sådan noget er han god til at styre. Sammen med Vagn. Og de er også begge to dygtige på havet, og når der skal handles. Det er nok også derfor, vi har tålt dem så længe. Men i hverdagen er Sven ikke nogen god høvding. For eksempel er det hans skyld, at vi ikke har haft forråd nok i vinter. Han har ikke sørget for, at der blev slagtet nok dyr i efteråret. Fordi han mente, de nok kunne klare sig i vinteren. Men nu er mange af dem gået til i kulden. Og han har heller ikke forstået, at vi begynder at mangle jord. Fordi vi er ved at være for mange her. Der skulle have været ryddet noget mere i tide. Så kunne vi have begyndt at dyrke det til foråret.”
Erik holder en lille pause, mens han kikker rundt i kredsen. Der kommer en samstemmende mumlen fra de forsamlede.
Så fortsætter han: “Vi kan heller ikke forstå, hvorfor Sven ikke får gjort noget ved ham Håkon . Især efter det mislykkede hævntogt for nogle år siden. Han vil vist hellere tylle mjød i sig – sammen med Vagn. Såh – vi vil sige det lige ud. Vi vil have dig som høvding i stedet for!”
Der bliver stille omkring bålet. Alles øjne hviler spændt på Hauge. Lauge puffer til ham og klukker.
Endelig siger Hauge: “Det er jeg selvfølgelig glad for. Og I skal også vide, at hvis I ikke havde spurgt mig, så havde jeg snart selv gjort noget ved det. Netop af de samme grunde, som I anfører. Og jeg er enig med jer i, at det er på tide, vi får gjort op med Håkon. Det har jeg sagt både til Sven og Vagn. Men de mener ikke, vi er rustet til det endnu.” Han kikker rundt på mændene, inden han fortsætter: “Men jeg vil godt lige have lidt tid til at tænke over, hvordan vi gør det bedst. Min mor er jo trods alt gift med ham!”
Det murrer mændene lidt over. De synes åbenbart, at det skal være her og nu. Men Hauge kender dem også godt nok til at vide, hvad der skal til: Der skal ske et eller andet. Derfor siger han: “Men vi mangler jo faktisk snart al slags forråd. Så jeg synes, vi skal samle alt, hvad vi har tilbage af skind og hvæssesten sammen. Vi kan nok også skaffe nogle klæberstenskar. Og så tager vi til vintermarked i Skiringssal.”
7. Rejsen til Skiringssal
De har gjort holdt ved floden. Så kan både mænd og heste få lidt at spise og hvile sig lidt. Inden de skal fortsætte ad den snedækkede brink langs floden. Slæderne er tungt lastede. Så selv om hestene lige har fået nye pigjern på for at stå bedre fast, så skal de arbejde hårdt for at komme frem. Mange steder ligger sneen i store, tunge driver, som det er svært at komme igennem. Især med den tunge vogn.
“Lad det nu gå lidt kvikt!” råber Sven til mændene. “Vi skal helst nå et godt stykke længere, inden det bliver mørkt.”
Det bliver dejligt at komme til Skiringssal – om et par dage. Det er over et år siden, Hauge sidst har været der. Men dengang var der i hvert fald livligt på den store markedsplads.
Sven insisterede på at komme med. Selv om Åsa helst havde set ham blive hjemme og passe bedriften. Men det kunne hun da sagtens klare, mente Sven. Desuden skulle de jo ikke være væk så længe. Så derved blev det.
Hauge havde nu også helst undværet Sven. Han ved fra tidligere handelsrejser, at Sven let kommer i klammeri med folk. Og han har flere gange – sammen med Vagn – rodet sig ud i spilleri, hvor de satte hele deres indtjening overstyr på en enkelt aften.
På den anden side er Sven nok den bedste til at få afsat deres varer til en ordentlig pris. Han er en hård handelsmand. Især er han dygtig til at få gode priser for trællene. Og da de ikke har så mange ting, de kan sælge, har de taget fem unge, stærke trælle med.
“Afgang!” råber Sven lidt efter. Snart bevæger karavanen af heste, slæder, vogn og mænd på ski sig langsomt videre langs floden. Solen står lavt på himlen. Det varer ikke længe, før den forsvinder bag fjeldene. Så bliver det meget koldt.
Floden slynger sig gennem dalen i store halvrunde buer. Et sted skyder flokken genvej gennem krat og småskov. For at afkorte vejen. Netop som de nærmer sig floden igen, gør Sven tegn til at stoppe.
“Hvorfor stopper vi her?” spørger Hauge forundret. Det er lovlig tidligt at slå lejr, synes han. Men Sven tysser på ham – og peger fremad. Gennem krat og forgrenede træstammer får Hauge nu øje på noget, der bevæger sig. Han kan også høre nogen, der snakker. Man kan ikke være forsigtig nok her i det øde, uvejsomme landskab. Der kan både være uvenlige skovvæsener og fredløse folk, der strejfer om. Derfor sender Sven Lauge frem for at se, hvem det er. Det varer ikke længe, før han kommer tilbage.
“Det er bare nogle andre handelsrejsende. De er ved at slå lejr ved floden,” fortæller han. “De vil blive meget glade for at få selskab ved deres bålplads, skulle jeg sige.”
Senere sidder de sammen med de fremmede omkring bålet. De har slået deres telte op. Og har spist et solidt måltid mad, bestående af brød og tørkød. Mens de slår maver, udveksler de nyheder fra egnene omkring deres hjemsteder. Og historier fra deres rejser.
De fremmede kommer længere oppe nordfra. De medbringer en hel del rensdyrskind og rensdyrtakker. Dem vil de afsætte i Skiringssal.
“Vi vil gerne slå følge med jer,” siger en af de fremmede. Han hedder Eigil. “I de sidste par år er der flere handelsrejsende, der har været udsat for overfald her på egnen. Så vi vil sætte pris på at kunne følges med jer.”
Da de alle skal samme sted hen, bliver de hurtigt enige om det. Det er altid bedre at være nogle flere sammen. Hvis nu noget skulle ske.
“Kender I Håkon Gilmarsson?” spørger en af de andre fremmede, som hedder Tormod. Det giver et sæt i Hauge. Mon ikke han kender Håkon , – hans fars banemand. Han skal lige til at sige noget, da Sven bryder ind: “Joh,” siger Sven roligt. “Ham har vi da hørt om. Hvad er der med ham?”
“Ja, ser I,” begynder Tormod. “Håkon er jo ret omkringfarende, har vi ladet os fortælle. De sidste par år har han været på rejser til England. Ikke for at drive handel på almindelig vis, forstås! Og det siges, at han har haft lidt af hvert med hjem.” Tormod griner lidt indforstået og fortsætter: “Sidste år var han vist på Orkney og i Skotland. Men jeg er nu ikke sikker på, at han er særlig velkommen de steder. Sådan som han – øh – tager for sig af retterne.”
“Har han ikke nogle sønner?” spørger Sven.
“Jo, da. Han har nogle stykker. Han plejer at tage tre af dem med sig. Men de to yngste skal blive hjemme og passe sagerne dér. Som en slags straf, tror jeg nok.”
“Straf?” spørger Hauge, “Hvad har de gjort?”
“Tjah, jeg ved det dårlig nok,” svarer Tormod. “Men det siges, at de vist nærmest ingenting har gjort! At det er, fordi de er nogle dovne hunde! Og det tåler Håkon ikke! Meget kan man vist sige om ham. Men doven – det er han ikke!”
8. Markedet
På rejsens tredje dag ankommer de til markedspladsen. Det er sidst på dagen. Og der er allerede kommet mange til stedet. Handelen er godt i gang rundt omkring ved husene. Nogle enkelte boder er der også stillet op. Men ikke nær så mange som om sommeren.
Mens mændene slår nogle telte op og begynder at pakke deres varer ud, går Hauge rundt og kikker lidt.
“Halløj, du dér!” er der en, der råber efter ham. Det er en kone, der stikker hovedet ud af sit hus. “Er du lige kommet?”
“Ja, det er jeg. Men vi er nogle stykker.”
“Vil nogle af jer ikke bo i et af de små huse?” spørger konen så. Hun peger hen på de lave hytter, som ser ud, som om de er gravet ned i sneen. For tagene går helt ned til jorden.
De tinger lidt om prisen, og lidt efter rykker Hauge og nogle af de andre ind i et par af husene. Udover et lille ildsted, er der kun sovesteder derinde. Men det er i hvert fald varmere end teltene.
Det er alligevel lykkedes dem at få en hel del med: Nogle enkelte oksehuder og lammeskind. Men der er også nogle fine hvide ræveskind. Og et par enkelte egernskind. Nogle pæne klæberstenskar og en god portion hvæssesten. Og så de fem trælle, der nok skulle kunne indbringe en god pris. Så hvis handelen går godt, kan de vende hjem med noget af det, de mangler derhjemme.
Lauge har ikke været i Skiringssal før.
“Hvorfor er der ikke flere huse?” spørger han forundret.
“Der bor ikke så mange fast i Skiringssal,” siger Hauge. “Det er jo mest en handelsplads.”
“Men hvem bor så i de huse?” spørger Lauge, da de går forbi et par små træhuse.
“Det er håndværkere. Mest træskærere og lædersmede. Og et par fårehyrder bor her også. De har valgt at blive her, fordi der er flere markeder om året. Så kan de leve af at sælge mad og varer til de sådan nogle som os.”
De kikker ind til nogle af de handlende. Her om vinteren er det især uld og forskellige skind, der sælges. Men de kan også købe salt, såsæd, øksehoveder og tønder med tran.
“Og så kan vi endda blive vasket!” ler Lauge, da de går forbi badstuen. Det damper ud af alle revner i det lille hus.
“Hej, I dér! Her er noget, I aldrig har set før!” er der pludselig én, der råber efter dem. “Kom bare ind og kik!”
De går hen til manden, som står udenfor sit hus. Han tager dem med indenfor.
Og ganske rigtigt! Aldrig har Hauge set mage: Små, fine ruller af smukt, blankt klæde – i flere kraftige farver.
“Se bare her,” siger manden og tager en af rullerne frem. Stoffet har farve som havet på en varm, skyfri sommerdag. “Det er silke,” siger manden. “Silke, der er lavet i de fjerne lande mod øst. Du kan også få det rødt og gult,” siger han og peger på de andre farvestrålende ruller. “Det fås ikke finere.”
I sit stille sind må Hauge give manden ret. Så fint og blødt – og så de klare, kraftige farver!
”Vi farver selv garnet derhjemme,” siger Lauge. ”Med forskellige planter. Men det får ikke sådan nogle farver.”
”Næh, det er fine sager,” siger manden. Så vender han sig mod Hauge. “Med den silke her kan du nemt vinde din udkårnes hjerte!” smisker han. “Er du interesseret?”
“Jeg er lige ankommet,” siger Hauge og tilføjer: “Det kan da godt være, jeg vender tilbage. Hvis du er til at handle med.”
9. Mødet med fortiden
Det største af husene bliver brugt til øl og spisehus om vinteren. Da Hauge kommer derind, er der allerede fyldt godt op.
“Halløj! Hauge! Kom her over!” er der nogen, der råber. Det er Tormod og Eigil. De sidder bænket ved et af langbordene sammen med Sven og Vagn og de andre hjemmefra. De har vist allerede taget godt for sig af det gode øl. For de er i højt humør.
Hauge sætter sig ved bordet og en ung pige kommer med et stort drikkehorn med øl til ham.
“Nåh, har du fået kikket lidt på varerne?” spørger Sven og blinker til Hauge. Mens han skæver lystent efter den unge pige.
Det er da en køn pige, synes Hauge. Men han gider dårligt svare Sven. Han nøjes med at nikke og giver sig til at snakke med Tormod i stedet for. Mens skjalden synger vemodige sange om store heltegerninger og ulykkelig kærlighed.
Pludselig bliver der et vældigt spektakel henne ved husets indgang. Det er et par opsynsmænd, der er kommet ind og har taget fat i et par af gæsterne.
“Nå, så I tror, I kan slippe af sted uden at betale jeres afgift!” råber den ene opsynsmand. Mens de sammen bakser af sted med de formastelige.
I døråbningen vender den anden opsynsmand sig og siger højt: “Er der andre, der har “glemt” at betale afgiften? Det sku’ nødigt komme stormanden for øre, at der er nogen, der ikke vil betale for hans beskyttelse af markedspladsen, vel?”
Da ingen reagerer, tager de to opsynsmænd hårdhændet fat i deres ofre og trækker dem ud af teltet.
I døråbningen støder de ind i en mand i en lang, brun kjortel, som er på vej ind.
“Nå, nå!” siger han roligt. “Er det nu også nødvendigt at tage så hårdt fat?”
Mere hører Hauge ikke. Det er, som om alle lyde omkring ham forsvinder. Han stirrer bare på den fremmede. Den stemme! Den rolige, venlige måde at tale på! Dragten – og de varme, smilende øjne!
Hauge rejser sig langsomt op og går hen imod manden. Men benene kan næsten ikke bære ham. Og det er ikke på grund af øllet! De mødes midt i huset.
“Hannibal!”
“Hauge!”
10. Sammen igen
Mens alle andre har travlt med at forlyste sig på forskellig vis, sidder Hauge og Hannibal inde i den hytte, Hannibal har lejet sig ind i. De luner sig ved ildstedet. Og beretter for hinanden om de fire år, de ikke har set hinanden.
Hauge fortæller om brylluppet mellem Åsa og Sven. Om Torleif, der er blevet udkik. Og om Astrid og det barn, hun fødte.
“Men hvor kom du hen, Hannibal? Dengang du sejlede med de fremmede?” spørger Hauge.
“Først sejlede vi østpå. Dér overvintrede jeg i en større by. Men da det blev forår, kom jeg med et skib til Daneland. Jeg rejste omkring i landet til fods. Der var mange mennesker, der tog godt imod mig. Og en hel del, der gik over til den nye tro. Men det mest spændende sted, jeg besøgte, var Hedeby.”
“Den har jeg hørt om!” udbryder Hauge. “Fortæl mig noget om den!”
“Den er meget stor. Og den ligger godt beskyttet inde i en fjord. Men landet dernede er ret fladt. Så mod landsiden har de bygget store volde og fæstningsværker. Så er der ikke nogen, der kan overraske dem fra den side. Der bor mange mennesker – hele året. Deres huse ligner jeres. Men alle husene har egen brønd med friskt vand. Fordi vandet i åen er meget snavset. Og så har de endda en kirke!”
“En kirke?” spørger Hauge.
“Ja, det hedder Guds hus. Der er en hel del kristne i Hedeby. Folk, der tror på min Gud. Men der kommer også mange rejsende til byen. Både handelsrejsende og håndværkere.”
“Flere end her?” spørger Hauge.
“Ja, mange flere! Og fra mange forskellige lande. Især fra landene mod syd og øst. Men der kommer også folk fra Friesland og England. De sejler ad en flod vestfra. Og det sidste stykke vej transporterer de deres varer over land til Hedeby.”
“Har du så været i Daneland i alle de år?” spørger Hauge.
“Nej. Efter et års tid fik jeg mulighed for at komme hjem til England med et skib.”
Hannibal tøver lidt. Så siger han stille: “Men det var ikke rart at være dér.”
“Hvorfor ikke?” spørger Hauge. Han har da hørt en masse spændende historier om England. Og om Irland, som Sven har besøgt flere gange.
“Du synes måske, det lyder mærkeligt, Hauge,” siger Hannibal så. “Men det er faktisk folk herfra – og fra Daneland, der har gjort det.”
“Gjort hvad?”
“Der er mange overfald derovre. De kommer snigende op ad floderne. Eller sejler skibene op på strandene. Og så angriber de bare. Ikke engang kirkerne går fri. Der er store rigdomme dér. Det har de fundet ud af.”
De sidder tavse lidt. Hver med deres tanker om den slags overfald. Det, Hauge har hørt, blev fortalt på en anden måde.
“Hvorfor er der så meget guld i de dér – kirker?” spørger han så. “Er jeres gud meget rig?”
Hannibal smiler. “Nej, det er fordi, kirken har fået det af folk. Som en slags afgift. Men der er også nogle rige folk, der opbevarer deres værdier dér. Fordi de tror, at det er et sikkert sted.”
Lidt senere siger Hannibal: “Jeg bliver nødt til at tage herfra allerede i morgen, Hauge. På grund af din farbror.”
“Jeg tror nu ikke, han genkendte dig,” siger Hauge. “Men hvis han gjorde – ” Hauge tøver lidt. Sven havde jo sagt, at han ville slå Hannibal ihjel, hvis han så ham igen.
“Sven er ganske vist vores høvding – endnu. Men jeg er nu sikker på, at jeg kan få de andre til at tro på, at du ikke var med til at forråde os dengang.”
Og så fortæller Hauge om det hemmelige møde med mændene, der vil have ham til høvding.
Det dæmrende morgenlys har slukket stjernerne. Og de få, spredte skyer på himlen er blevet glødende røde, da de to venner vil gå hver til sit for dog at få lidt søvn. Inden handelen skal begynde igen.
11. Edwina
På vej ud ad døren kan Hauge alligevel ikke dy sig: “Hvordan går det, Hannibal, – øh, du ved – med – pigerne?”
Han kan godt huske, at den unge Hannibal havde lidt svært ved at holde sig fra piger. Selv om hans gud havde sagt til ham, at han ikke måtte have noget med dem at gøre.
Hannibal ler lidt og siger så: “Gud Herren har skabt himlen og jorden, Hauge – og de søde piger! Såh – ind imellem må jeg tale lidt med Gud – alene. Men han tilgiver mig nu altid!”
Men efter en lille pause fortsætter han: “Men jeg har mødt en meget sød pige i England. Ja, vi er bare gode venner. Det vil sige: Vi var gode venner! Hun blev gift med en stormandssøn, da hun var 15 år. Det var, mens jeg var i deres by. Så jeg var med til brylluppet. Sikke en fest! Og pigen – hun hedder Edwina – hun havde brug for nogen at snakke med. Så vi tilbragte meget tid sammen. Men kort tid efter jeg var rejst fra byen, hørte jeg, at den var blevet angrebet. Edwinas mand var en af dem, der blev dræbt. Men Edwina forsvandt. Jeg tror, hun blev taget med – som træl. Såh – det er en af grundene til, at jeg er kommet tilbage. Jeg har lovet hendes far, at jeg vil prøve at finde ud af, om hun stadig lever.”
12. For venskabs skyld
Sven er rasende! Mundvigene dirrer. Og pletterne på halsen er rødglødende! Vagn står ved siden af ham. Men han er temmelig beruset. Rødøjet og usikker på benene.
“Den forrædder! Den usling!” hvæser Sven. “Han kan vente sig, kan han! Og så vover du at komme her og sige, at han ikke var med til det! Hvem holder du egentlig med, Hauge?”
Sven går truende hen mod Hauge. Men et par af mændene tager fat i ham.
“Du skulle måske lytte til Hauge, Sven,” siger en af dem. Mens Vagn vaklende prøver at komme Sven til undsætning.
“Har I måske helt glemt, hvad der skete?” råber Sven og river sig løs. “Blev vi måske ikke overfaldet? Hvordan ku’ Håkon vide, at vi var på vej? Hvis ikke det var for de to slyngler?”
“Ja, hvordan ku’ han – øh – vide det, hva’?” grynter Vagn.
“Munke? Er det det, de kalder sig?” raser Sven videre. “Guds mænd! Gad vide, hvad det er for en slags gud, de snakker så meget om?”
Hauge kan mærke raseriet boble inde i sig. Men han prøver at lyde så behersket som muligt, da han siger: “Jeg har jo fortalt dig, at det var den anden. Ham, der hed Peter. Det var ham, der forrådte os til Håkon.”
“Var de måske ikke sammen, de to slyngler?” raser Sven.
“Nej, det var de ikke,” lyder det bagved dem. Det er Lauge, der baner sig vej mellem de ophidsede mænd.
“Lauge! Hvad ved du om det?” spørger Sven.
“En hel del!” siger Lauge roligt. “For jeg så det nemlig selv, gjorde jeg.”
“Hvad så du?” hvæser Sven.
“Jeg så det. At Hannibal forlod Peter! Og det var længe før, Håkon fik noget at vide!”
“Hvad mener du med det?” spørger Sven. Det er tydeligt, at han er blevet lidt usikker nu.
Så fortæller Lauge: “Jeg fulgte dem med øjnene, gjorde jeg. Dengang du havde smidt dem ud af byen. De havde ikke gået ret langt, før de begyndte at skændes. De råbte temmelig højt, gjorde de! Ja, de var lige ved at komme op at slås! Det endte med, at Hannibal gik sin vej. Mod syd! Og den anden, ham Peter, han fortsatte mod nord. Op mod Håkons by.”
Nu er Sven blevet mundlam! Han kikker underligt på Lauge. Alle ved jo, at Lauge har de dér særlige øjne.
Hauge venter, til alle andre er gået. Så siger han: “Du løj jo, Lauge! Det passer jo ikke! At du så dem skændes. De skiltes jo først flere dage efter! Og så det med, at de var ved at komme op at slås! Ved du nu hvad! Var det ikke lidt overdrevet?”
Lauge trækker på skuldrene og smiler skævt. “Nåh, ja. Og hvad så?” siger han bare.
“Hvorfor gjorde du det, Lauge?”
Lauge ler. “For venskabs skyld, såmænd!”
Vikingeblod 4: Nyt liv (Paperback)
Vikingeblod 5: På togt (E-bog)
Vikingeblod 1-5 – alle 5 bøger (E-bøger)
