Vikingeblod 2: Hemmeligheder (E-bog)

Den ligger lige foran ham i sandet og skinner!

Stor, solgul og blankslebet af sand og sten i det hav, den har rejst i. Om nogle timer vil højvandet igen dække den lille sandstrand. Og den store ravklump ville være ført væk af havet.

Hauge bukker sig ned og tager ravklumpen op. Vender og drejer den varsomt. Den funkler i sollyset!

Det må være en gave fra guderne!

- – -

3 år efter overfaldet på Styrbjørns by er Styrbjørns bror, Sven, blevet valgt til høvding, og byen er blevet bygget op igen.
Skibene vender hjem fra sommerrejsen til Irland, og der festes og fortælles historier fra rejsen.
Kort tid efter beslutter Sven, at mændene skal tage på hævntogt til Håkons by til hest. Både Lauge Langsyn og Hauge skal med.
Mens de øver sig i bueskydning, kommer munkene Peter og Hannibal på besøg i byen. Og Hauge nyder at være sammen med vennen Hannibal igen.
Men hævntogtet går ikke, som det skal…

”Hovedpersonen Hauge er nu blevet 15 år, og hans farbror Svend er valgt som høvding i bygden. Mændene har været på togt til Irland, og hjemme har trællepigen Astrid lært at lave medicin af munkene, Lauge Langsyn har lært at riste runer, men også at bruge et sværd, for det er på tide at hævne drabet på Hauges far. Svend viser sig at være temmelig usympatisk, men får Åsas ja til et nyt giftermål, på trods af, at det planlagte hævntogt mislykkes og Hauge såres. Det sker ved en munks uforstand, og Hauge må smugle sin munkeven Hannibal ombord på et skib til England for at redde hans liv. Scenen er sat til bind tre. Historien er stadig fyldt med dramatik og stærke følelser, og flot illustreret med mange udtryksfulde blyantstegninger af Pia Falck Pape.”

”Bogen har stort set samme intensitet i handlingen som bind et i serien. Beskrivelserne af personer og miljø er velfungerende, bogen giver et glimrende og overbevisende billede af vikingetiden. Teksten er let at læse, skrevet i et levende sprog med korte sætninger. Den er sat med stor og tydelige typografi i et overskueligt layout, hvor s/h tegninger skaber stemning og understøtter historien fint. Bogen har en appellerende omslagsillustration i farver. Kan læses fra omkring 9 år.”

Forord

“Gad vide, hvordan det går i Styrbjørns by?” tænkte Odin, mens han i smug betragtede de kæmpende på slagmarken udenfor Valhal.

Det var ikke længe siden, Håkon Gilmarsson angreb byen og dræbte høvding Styrbjørn og mange andre.
Så hidkaldte Odin sine to ravne, Hugin og Munin, og bød dem tage af sted straks.
”Kom snart tilbage og beret for mig, hvad I har set.”

Det var ikke svært at finde byen. For der var en vældig larm og spektakel. Store træstammer blev hentet i skovene længere inde i landet. Og menneskene asede og masede med at bringe stammerne ud til byen ved havet.
Der blev hamret og banket, høvlet og snittet. Alt imens en stor ilter mand råbte og hersede med folkene. Og lidt efter lidt rejste byen sig igen.
“Det er Sven, Styrbjørns bror,” sagde Odin. “Han skal nok få sat skik på byen igen. Men, I to skarpøjede, skal følge Hauge, Styrbjørns søn, og berette for mig, hvordan det går ham.”

I de følgende år berettede ravnene, at han var blevet en stor og køn dreng, der ofte færdedes i fjeldet i nærheden af sin fars grav. Gerne i selskab med sin ven, udkikken Lauge Langsyn.
Nu, hvor Hauge var blevet 15 somre, lød der ofte fnisen fra fjollede pigebørn, når han færdedes rundt i byen.
Men Åsa ville nødigt slippe sin eneste søn. Og hun gjorde slet ingen anstalter for at finde en passende pige til ham.
Sven var blevet valgt til høvding, og mange steder hørte ravnene hvisken om ham og Åsa.
Menneskene er ikke altid lige kloge, mente Odin. Vi må hellere hjælpe den unge Hauge…..

1. En gave fra guderne.

Den ligger lige foran ham i sandet og skinner!
Stor, solgul og blankslebet af sand og sten i det hav, den har rejst i. Om nogle timer vil højvandet igen dække den lille sandstrand. Og den store ravklump ville være ført væk af havet.
Hauge bukker sig ned og tager ravklumpen op. Vender og drejer den varsomt. Den funkler i sollyset!

Det må være en gave fra guderne! Aldrig før har han set sådan en klump rav. Så stor og så smuk! I tidens løb har han set mange små klumper i handelsmændenes boder. Han havde også købt en ravkæde til sin mor. Men den var dyr. Han måtte give flere gode skind til den handelsrejsende for at bytte sig til den.
Men denne her! Den er noget ganske særligt. Den er der ingen andre, der skal se. Ikke lige nu – i hvert fald. Og slet ikke Sven, hans farbror. Men han er heldigvis heller ikke hjemme lige nu. Selv om det nok ikke varer så længe, før de kommer hjem.

“Hauge! Hauge! Hvor er du?” Det er Torleif, Lauge Langsyns lillebror, der leder efter ham. Hauge skynder sig at komme ravklumpen ned i den lille skindpung, han har under sin kofte.
“Nå, dér er du!” Torleifs runde, rødhårede hoved kikker ned på ham oppe fra klipperne over den lille sandstrand. “Lauge siger, at du skal komme op til ham. Der er vist noget, han vil vise dig, tror jeg.” Torleif har lagt sig på maven på klippen. “Hvad laver du?” spørger han nysgerrigt.
“Ikke noget særligt!” siger Hauge og kravler op til ham.

2. Ved gravhøjen

“Hvornår tror du, de kommer hjem, – skibene altså?” spørger Torleif, da de er på vej op ad fjeldet.
“Det ved jeg ikke,” siger Hauge. “Men det varer nok ikke så længe nu. Det er jo snart efterår.” Han peger på de gulnede blade på de lave pilebuske.

Lidt efter stopper Hauge. De er kommet op til gravhøjen.
“Nåh, ja,” siger Torleif og kikker op på Hauge. “Det er jo din far, der ligger dér. Hvor længe er det egentlig siden, Hauge?”
“Det er tre år og en sommer siden nu,” siger Hauge stille. Minderne fra dengang fylder ham med sorg og ubehag.
“Er din far taget til Valhal?” spørger Torleif.
“Ja, det er jeg sikker på. Han har været der meget længe. Men engang imellem er hans ånd her. Det kan jeg mærke. Og det er nu rart!” Hauge taler mere til sig selv end til Torleif. Men så spørger han: “Hvor gammel er du nu, Torleif?”
“Jeg er otte,” svarer han. “Så jeg kan ikke huske så meget af det. Kun at det var meget uhyggeligt. Og at husene brændte. Bare ikke vores, heldigvis.” Torleif har vendt sig og kikker ud over byen.
“Det er da godt, at byen er blevet så pæn nu,” siger han så.

Ja, den er blevet pæn. Og større end den var før. De nye tages græstørv lyser op i solskinnet. Hauge kan se lige ned til deres eget hus. Det har Sven hjulpet dem med at bygge. Det er lidt større end det gamle. Og der er også mere plads udenom det. Deres grund går ud til den træbelagte vej til den ene side. Til den anden side støder den op til den lille fos. Også fossen er blevet beklædt med træ på siderne. Så kan de nemmere styre den, når vandmasserne om foråret kommer brusende oppe fra fjeldet.

De går op ad den smalle sti bagved gravhøjen. Torleif hopper og småløber af sted – et stykke foran Hauge. Pludselig stopper han.
“Se, Hauge! Se den blomst!” Han peger på en ganske lille plante, der vokser i en revne i klippen.
“Hvad er der med den?” spørger Hauge.
“Det er en af dem, Astrid plejer at samle sammen.”
“Astrid?” spørger Hauge forundret. Han har ikke set så meget til den stumme trællepige. Efter gravlæggelsen forærede hans mor hende til Sigrid, Lauges og Torleifs mor.
“Ja, det vidste du måske ikke?” Torleif fryder sig. Han ved noget, Hauge ikke ved.

“Astrid samler mange planter og tørrer dem. Min mor siger, hun har lært det af ham dér den mærkelige mand. Ham, der var her dengang, – dengang det skete, du ved! Han havde sådan et mærkeligt navn.”
“Hvem snakker du om?” spørger Hauge.
“Jo, ham, du ved, der var sammen med den dumme. Han var en slags troldmand – eller sådan noget.”
“Nåh, – er det Hannibal, du mener?”
“Ja! Det var det, han hed!” udbryder Torleif glad. “Der var vist mange, der ikke kunne lide dem. Men min mor siger, at ham Hannibal – han var god nok! Og i hvert fald er Astrid blevet ret god til det med planterne. Sidste gang, jeg havde ondt i halsen, fik hun det væk. Min mor sagde, det var en trylledrik. Men det sagde hun bare for at få mig til at drikke det!”

Torleif fortsætter med at småsnakke. Men Hauge hører ikke efter. Hvor mon Hannibal er nu? Han tænker tit på ham. Mon han stadig er sammen med munken Peter? Han lovede også at komme tilbage. Men det var måske bare noget, han sagde?

3. Magiske tegn

“Det var godt, du kom!” siger Lauge og tager imod dem oppe fra sin klippeafsats.
“Har du fået øje på noget?” spørger Hauge, da de har sat sig ved siden af Lauge.
“Næh, ikke endnu!” Lauge spejder ud over havet. “Kun en masse sorte skyer,” siger han. Han peger ud mod horisonten. Himlen er ganske rigtigt ved at blive temmelig mørk. “Jeg tror, det bliver uvejr!” siger han så.

“Der var noget, du ville vise mig,” siger Hauge. Lauge smiler underfundigt.
“Nåh, ja, – måske!” siger han hemmelighedsfuldt. “Du Torleif, kan du se at komme af sted!” siger Lauge så.
“Øv, jeg vil da også se det! Det er tarveligt, er det! Når det nu var mig, der fandt ham!” siger han fornærmet.
“Hjem til mor!” beordrer Lauge. “Og det skal være nu!”
Torleif rejser sig modvilligt. Han klatrer meget langsomt nedad fjeldet. Da han er uden for broderens rækkevidde, vender han sig trodsigt og råber op til dem: “Så siger jeg bare, at du har slået mig, gør jeg!”
“Kan du så komme af sted, dit lille bæst!” råber Lauge tilbage. “Og du kan lige understå dig i at sige noget som helst! Så får du med mig at bestille, gør du! Og så får du grund til at pive!”

Da Torleif er væk, trækker Lauge forsigtigt noget frem under det skind, han sidder på.
“Hvad er det?” spørger Hauge nysgerrigt. “Et stykke træ? Hvad har du nu lavet?” Lauge bruger tit tiden oppe på sin udkikspost til at snitte forskellige ting i træ: Skeer, små skåle og spisebrikker. Og somme tider flotte håndtag til forskellige redskaber. Han er ved at være ret dygtig til det.

Lauge rækker ham stolt det lille stykke træ. Han har skåret det ud af en frisk egestamme. Det ligner da et ganske almindeligt stykke træ. Måske kan det blive til en pæn, stor spisebrik?
“Vend det!” siger Lauge.

“Jamen, det er jo – runer!” udbryder Hauge forbløffet. De mærkelige, spidse tegn, som kun meget få kan lave! Han ved, de underlige tegn kan betyde noget. At de får magt, når man bruger dem.
“Hvordan har du – ? Jeg mener: Hvor har du dem fra?”
Lauge smiler igen hemmelighedsfuldt. Så læner han sig hen mod Hauge: “Det er Sigurd, skjalden, du ved!” hvisker han. “Det er ham, der har lært mig det!”

Sigurd! Ja, selvfølgelig! Sigurd kom til byen sammen med Sven og Vagn og de andre, der kom dengang efter overfaldet. Før den tid var der ingen her i byen, der kendte til at riste runer. Sigurd er den eneste, der kan. Og den eneste, som ved, hvordan man bruger dem!
“Hvorfor har han vist dig det?” spørger Hauge. Det er jo ikke lige det, man regner med, at udkikken giver sig af med.
“Det ved jeg ikke rigtigt! Han sagde noget med, at det var godt, hvis der var flere, der kunne det. I Daneland er der mange, der kender dem, siger han. Så han kom op til mig flere gange her i sommer. Mens alle I andre havde travlt ude på markerne. Og så viste han mig det. Han sagde, at jeg var meget hurtig til at lære det!” siger Lauge stolt.

“Betyder det noget?” spørger Hauge forsigtigt.
Lauge peger på de enkelte tegn, mens han langsomt siger: “Lau-ge – ristede – disse – ru-ner – til – Hau-ge, Styrbjørns – søn.”
Hauge er imponeret! Tænk, at sådan nogle streger på et stykke træ kan betyde så meget!
“Man kan også lave dem på sten,” siger Lauge. “Jeg har faktisk tænkt på, at vi kunne rejse en mindesten nede ved din fars grav. Så kan jeg lave runerne.”
Hauge kikker forbløffet på sin ven. “Joh, – det ku’ vi måske godt!” Og efter en lille pause fortsætter han: “Men jeg bliver nødt til at snakke med min mor om det. Og nok også med Sven.”
“Sven, Sven, Sven!” vrænger Lauge. “Hvis alting kom an på Sven og ham den anden, Vagn, så – ”
Et koldt vindpust afbryder Lauge. De kikker begge to op.

4. Tors rasen

Store, tunge, sorte skyer er gået for solen. Og det er begyndt at blæse op. Ude på havet er der ved at komme hvide skumkanter på bølgerne. Langt ude flænger et lyn luften mellem himlen og havet. Lidt efter rumler det buldrende i det fjerne.

“Det er Tor, der raser!” mumler Lauge. “Hvad mon han er vred over?”
Hauge knuger om sin skindpung. Kan det have noget med ham at gøre? Og den store ravklump? Var det alligevel ikke meningen, han skulle finde den? Måske skal han give den tilbage til havet?
Hauge knuger hårdt om skindpungen. Han kan tydeligt mærke den store klump. Skal han alligevel vise Lauge den. Og spørge ham om råd? Han skal lige til at tage skindpungen frem, da Lauge udbryder: “Skibene! De er derude! De er på vej! Og så i det vejr!”

Lauge har allerede rejst sig. Hauge spejder ud over havet. Men han kan ikke se andet end skum og bølger derude. Indtil han pludselig – helt derude, hvor hav og himmel går ud i ét, – får øje på en lille prik. Så forsvinder den igen. Dér er den igen! Nej, nu er der to!
“Dér!” råber Lauge og peger. “Og dér!”
Sådan går det et stykke tid. De dukker op – og forsvinder igen. To prikker, tre. Ja, et kort øjeblik er der endda fire!
“Bølgerne er vist temmelig store derude,” siger Lauge. “Det kan blive svært for dem at komme forbi skærene. Og ind til landgangspladsen.”
“Vi må hellere komme ned og fortælle nyheden,” siger Hauge. “Så vi kan hjælpe dem med at komme ind.”

De skynder sig ned ad fjeldet. Allerede da de er et stykke fra de første huse, begynder Lauge at råbe: “Skibene kommer! De er på vej! De kommer snart!”
Inde mellem husene deler de sig og løber hver sin vej. Mens de råber nyheden ind i alle husene.

Snart er der hektisk travlhed i hele byen. Mænd og drenge begiver sig ned mod landgangspladsen. Mens kvinder og piger straks går i gang med at forberede den store velkomstmiddag: Slagter høns og får. Henter grøntsager og urter. Koger kød i grubeovnene. Og begynder at dække op til festen i fælleshuset.

5. Farlig landgang

Hauge begiver sig sammen med en masse andre ud til landgangspladsen. Den ligger i den lille vig syd for byen. Normalt er vigen godt beskyttet for de fleste vinde. Men i dag slår bølgerne voldsomt ind over klipperne. Kaskader af vand og skumsprøjt kastes mod land. Og rammer de mange, der er ved at gøre klar til at hjælpe skibene ind på den flade sandstrand.

“Nu kommer de!” lyder det. Det første af skibene runder pynten og kommer ind i vigen. Det er vist Vagns skib, så vidt Hauge kan se. Mændene på stranden står klar med kraftigt tovværk. Fra skibet kaster de lange liner ind mod land. Men de er ikke lange nok. Så Hauge og et par af de andre store drenge kæmper sig ud gennem bølgerne for at få fat i dem. Skibet ruller faretruende. Det er lige ved at dreje siden til. Meget tæt på de lave, farlige skær indenfor mundingen af vigen.

“Træk til!” råber mændene. De får med stor kraft drejet skibets stævn ind mod stranden. En brækkende bølge griber skibet og løfter det ind på stranden. Mændene ombord springer og kravler forslåede ud af skibet, mens det bliver trukket længere op på stranden og lægger sig på den ene side.
“Velkommen hjem!” er der nogen, der råber. Men lige nu er der kun tid til at sørge for, at de tre andre skibe også kommer velbeholdne ind.

Da det fjerde og sidste skib runder pynten, er alle ved at være udmattede. Skibet føres af Sven selv. Det kommer med nød og næppe fri af klippen ved indsejlingen.
“Nu går det galt!” råber Lauge. Han løber ud i vandet for at tage imod trosserne. En kæmpebølge presser skibet ind mellem skærene. I næste øjeblik lyder der et knasende brag. En ny bølge har kastet skibet ind mod det største af skærene. Nu er der er mange, der er ude i vandet. Nogle af dem er svømmet helt ud til skibet. Det ligger på siden og bliver banket ind mod skæret af de næste bølger.
Mændene på skibet kaster sig overbord og svømmer ind mod land. Nogle af dem er så udmattede og chokerede, at andre må trække dem ind til stranden.

Sven er en af de første, der kommer på benene inde på land.
“Vi skal have skibet ind!” råber han arrigt og desperat.
“Ja, men hvordan?” spørger Vagn forpustet.
“Det skal bare reddes! Se så at komme i gang!” råber Sven. “Tag nogle af de tomme tønder dér!” Han peger på de tønder, der ligger lidt længere inde på stranden. Dem, de plejer at have saltede fisk i. Lynhurtigt triller de tønderne ned til vandkanten. De binder tovværk om dem. Og Hauge og et par af mændene skubber dem ud i vandet.
Nogle mænd kæmper sig ud til skibet med tovværket. Med stort besvær får de trukket tønderne gennem bølger og strøm ud til sig. De surrer dem til siderne af skibet og kravler ombord.

Imens dirigerer Sven mændene inde på land. “Gør fast! Træk til! Se så at få det skib ind! TRÆK!”
Det knager og brager ude på skibet. Men pludselig giver det sig – og kommer fri af skæret. Nu trækker alle mand alt, hvad de kan. Tønderne holder skibet oppe. Og lidt efter lægger de de sidste kræfter i samtidig med, at en enorm bølge kaster skibet ind på stranden.
“Pas på stævnen!” er der en, der råber.
Men det er for sent! Idet skibet lægger sig på siden, brækker den lange stævn af med et brag.

De trækker alle fire skibe et godt stykke ind på stranden. Først da bliver der tid til at hilse på og byde de hjemvendte ordentligt velkommen. Og gensynsglæden og lettelsen over, at alle er med hjem igen, er stor.

6. Fest og gode historier

Stemningen er høj i fælleshuset den aften. De hjemvendte spiser store mængder mad. Og drikker masser af mjød. Men det er også længe siden, de har fået noget ordentligt at spise.
“De sidste dage havde vi kun tørt brød og lidt tørfisk tilbage,” siger en af dem. Mens han grådigt gnaver på et fåreribben.
“Og mjøden slap op allerede dagen efter, vi forlod Hebriderne,” brummer Vagn.
“Hvor kom I hen denne gang?” spørger Åsa. Hun sidder ved siden af Sven.
Sven gumler stadig på noget kød, da han begynder at fortælle: “Vi ville være blevet på Orkneyøerne. Men så fik vi nys om, at der var nogle landsmænd, der havde bosat sig på en stor ø længere sydpå. Den hedder Irland. Og det forlød, at der kunne gøres gode handeler dér.”
Han stanger tænder og fortsætter: “Det tog os 5 dage at komme til Irland. Men vi sejlede også kun om dagen. Om aftenen gik vi ind i fjordene og lagde os for anker. Et par steder gik vi i land.”

“Mødte I nogen folk dér?” spørger Hauge. Sven tøver lidt med at svare. Så siger han lidt brovtende: “Joh, vi mødte nogle stykker. Hmm….” Nogle af de andre mænd kommer med grove tilråb og griner underligt.
“Det gjorde vi da!” siger Sven brysk. Straks tier de andre. “Men de var ikke alle sammen lige venlige! Og et par steder måtte vi da også overtale dem til at lade os blive.”
“Hvad mener du?” spørger Åsa.
“Nåh, du ved: Sådan lidt håndgemæng og lidt højrøstet snak.”
Der opstår lidt spredt munterhed og småsnak mellem mændene. Men Sven sender dem nogle strenge blikke. Så fortsætter han: “Vi tog af sted tidligt om morgenen igen. Og en dag krydsede vi havet mellem Skotland og Irland.”

7. “Fjord med streng strøm”

“Mødte I så vores landsmænd?” spørger Hauge.
“Ikke lige de første dage. Men da vi kom sydpå, hørte vi om en stor fjord, hvor der boede fremmede. Vi sejlede ind gennem et smalt sund. Strømmen er så stærk dér, at man kun kan sejle ind ved stigende vande. Senere fik vi at vide, at vores landsmænd kalder den “Fjorden med den strenge strøm”.”
“Fandt I dem så?” spørger Hauge. Der er åndeløs spænding i fælleshuset, da Sven endelig siger: “Vi sejlede langt ind i fjorden. Derinde udvidede den sig og blev til et helt hav! Fyldt med lave banker og små, ubeboede øer. Vi var flere gange nær ved at løbe på grund. Især da vi sejlede ind gennem de smalle sunde mellem øerne.”

Han tager sig en ordentlig slurk mjød og fortsætter så: “Pludselig råbte udkikken i stævnen på mit skib: “Grund lige forude!” I det samme mærkede vi, at skibet skrabede hen over sandbunden. Alle mand lagde kræfterne i ved årerne for at støde skibet fri. Først da vi gled ud på lidt dybere vand, lagde vi mærke til, at der stod nogen inde på øen. De gjorde mærkelige fagter ud til os!”
“Hvem var det?” spørger Åsa spændt.
“Ja, da vi fik kikket efter, så vi, at de vinkede os hen i retning af, hvor de stod. Der var en slags landgangsplads. Med plads til flere skibe. Og folkene derinde råbte til os på vores eget sprog, da de hjalp os med at komme ind!”

Lettelsen breder sig i forsamlingen. Der mumles og småsnakkes, indtil Hauge lidt forundret spørger: “Bor de da dér – i det fremmede land?”
“Ja, de har faktisk slået sig ned dér, viste det sig. De var meget hjælpsomme og gæstfrie. Vi blev indlogeret i deres huse. Og de sørgede godt for os. De fortalte os om deres rejse. Og om de gode handelspladser, de har fundet. Så nu har de ikke lyst til at tage derfra igen.”
”Hvorfor bor de på sådan en lille ø?” spørger Åsa.
”Nåh, du ved, der har været nogle sammenstød med irerne. Men de har ikke så gode skibe. Så derude på øen kan de være i fred.”

8. Overraskelser

Nu må de hjemvendte svare på mange spørgsmål. Mens der skåles og drikkes store mængder mjød. Sven er i højt humør. Og med ét ser Hauge, at han læner sig helt ind over Åsa og lægger armen om hende. Hun trækker sig lidt tilbage. Men så tager Sven noget frem og rækker det til hende. Hauge kan ikke høre, hvad de siger til hinanden. Men han kan se på sin mor, at hun er både glad – og lidt pinligt berørt, da Sven giver hende en stor tung, snoet guldring om halsen. De, der har set det, klapper anerkendende.

“Du, Hauge!” råber Sven lidt senere. Han er blevet ret højrøstet og lidt usikker i talen: “Ssskål med din – gamle – farbror!”
Hauge kikker spørgende hen på sin mor. Men hun nikker og smiler til ham. Han er vel også gammel nok. Så han tømmer et drikkehorn i én slurk. Og får straks hældt mere op.
Snart fyldes han af en sær, brusende fornemmelse i kroppen. Han føler sig let og fri. Tankerne flyver ubesværet. Og han deltager glad og opløftet i snakken med de hjemvendte.
Sådan fortsætter festen. Mens skjalden Sigurd synger sange om rejsen. Og lovpriser guderne for den vellykkede hjemkomst.

9. Uro i natten

Hauge vågner brat ud på morgenen. Hovedet dunker voldsomt. Det gør ondt i hele kroppen. Og der kommer underlige lyde ovre fra det andet sovested.
“Nej, – lad være,” hvisker hans mor halvhøjt.
“Jamen, Åsa, jeg troede jo, – jeg mener: Du kan da godt lide mig?” Det er Svens hæse, lidt snøvlende stemme!
“Lad mig være!” hvisker Åsa.
“Du lovede mig ellers – ” siger Sven.
“Jeg har ikke lovet dig noget!” siger Åsa bestemt.
“Jamen, du sagde – ” siger Sven højt.
“Schh! Du vækker Hauge!” Hun tysser på ham.
Men han bliver bare ved: “Ha! Hauge sover tungt! Med al den mjød, han har tyllet!” Alligevel dæmper han stemmen så meget, at Hauge kun kan høre nogle af ordene: ” – at du – når vi gifter os – ”

Hauge tør næsten ikke trække vejret. Der bliver helt sikkert ballade, hvis Sven opdager, at han er vågen. Men blandingen af bræklugt og lugten af gødningen fra stalden i den anden ende af huset giver ham kvalme. Han får sure opstød. Og han kan mærke, hvordan hans mave er lige ved at vende sig. Bare Sven dog snart ville falde omkuld. Så han kan liste sig ud i luften. Det vil nok hjælpe at komme lidt ud.
“NEJ!” siger Åsa med ét. Hauge kan høre, hvordan hun prøver at få skubbet Sven væk.
“Så – kan – du – også bare lade være!” siger Sven fornærmet. Han raver ud gennem det mørke rum. På vejen ramler han ind i husets støttebjælker – og ømmer sig: “Av, for -” Så lyder den gurglende lyd af en, der brækker sig og stønner. Lidt efter vakler han småmumlende ud af huset.

Hauge ligger og kæmper med sin oprørte mave. Mens han venter på, at Åsa skal falde i søvn. Det lyder også, som om nogle af trællene er vågne. De har nok også hørt det. Men de gør også klogest i at lade, som om de sover.

Gifte sig? Har hans mor virkelig overvejet at gifte sig med Sven? Han ved godt, at Sven længe har vist interesse for hende. Men at de skulle gifte sig? Åsa kan da få andre mænd – end lige netop ham! Bare fordi han er høvding nu. Og Styrbjørns bror? Men han har selvfølgelig hjulpet dem meget. Især da de skulle bygge alle de nye huse.

Endelig lyder det, som om Åsa sover igen. Der er også blevet stille hos trællene. En af dem snorker. Hauge famler sig ud gennem husets midtergang. Uden om ildstedet og hen mod døren. Pludselig glider han i noget slimet pladder på gulvet og er lige ved at falde. Han griber fat i en af bjælkerne og står stille et øjeblik. Puh, hvor det stinker! Og nu er hans fødder også smurt ind i bræk! Han småløber ud af huset og når kun lige udenfor, inden han brækker sig.

10. Mærkelige lyde

Hauge skynder sig hen til vandløbet. Han sætter sig ned og skyller sin mund. Så stikker han de stinkende fødder ned i det kolde vand. Ahh, det frisker! Det dunker stadig i hovedet. Men den kølige morgenluft gør godt. Det er så småt ved at blive lyst. Men der er ret stille i byen, da Hauge går en tur ned mod stranden. Hist og her kan han dog høre, at der stadig er nogen, der er vågne. Nogen, som fejrer hjemkomsten inde i husene.

Da han kommer hen til Lauge Langsyns hus, dukker Torleif pludselig op. Han ser helt forvildet ud. Men han lyser op, da han får øje på Hauge.
“Hauge, kom! Skynd dig!” siger han opskræmt og tager ham i armen.
“Hvad er der?” spørger Hauge. Men Torleif trækker bare af sted med ham. Om bag ved husene. Hen imod træerne. Derhenne fra kommer der mærkelige lyde. Som om nogen er oppe at slås.

Torleif giver slip på Hauge, da de pludselig står lige foran Sven, som har kastet sig over en eller anden.
Hauge skal lige til at skille de to fulderikker, da han opdager, at det er Astrid, der ligger underst. Den stumme trællepige!
“Hvad laver du?” siger Hauge hidsigt.
“Ja, hvad tror du?” brummer Sven ophidset. “Stumme piger sladrer ikke, vel?”
“Hold op med det dér!” råber Torleif. “Hun har da ikke gjort noget!”
“Ved alle store guder! Gjort noget? Nej! Men det kan hun komme til!” Sven har revet noget af pigens tøj af og holder hende hårdt om håndleddene. Og Astrid grynter og klynker under den store mands krop, mens hun desperat vrider sig for at komme fri.

Hauge står som lammet.
“Du kan komme til bagefter, Hauge” råber Sven. “Det er vel på tide, du får prøvet det også!”
Men så kaster Hauge sig over Sven, mens han hamrer sine knyttede næver ind i ryggen på ham.
“Giv slip! Lad hende være!” skriger han rasende og banker løs på den overraskede Sven.

“Hvad pokker er meningen? Skal du blande dig?” råber Sven. Han slipper taget i pigen og vender sig mod Hauge. “Det er jo bare en træl! Hvad i alverden går der af dig?” Usikkert kommer han på benene – og tager fat i Hauge. “Skal sådan en snothvalp nu til at bestemme over sin farbror?” hvæser han truende.
“Nej, det er ikke sådan,” siger Hauge og forsøger at ryste ham af sig. “Men du – du skal altså bare lade hende være!”
“Nå, så det synes du? Du vil måske hellere have hende for dig selv?” Sven giver slip på ham. Pludselig står han meget usikkert og ludende. Som om han er lige ved at falde. “Hvis du siger et eneste ord om det her – til din mor, så – . Så skal du få med mig at bestille!” hvisker han langsomt og truende. “Det gælder også dig, din lille skarnsunge!” hvæser han hen imod den skrækslagne Torleif. Så vender han sig og vakler gryntende hen mod husene.