Vikingeblod 5: På togt (E-bog)

“Se, Olav svømmer!” jubler Styrbjørn og peger.
Hauge og Torleif kikker begge derud. Så farer Hauge op. Drengen er kommet alt for langt ud. Helt ud på det dybe.
I det samme lyder der et gurglende skrig derude fra. Olav plasker vildt med armene. Og forsvinder så ned i vandet.
Hauge løber ud i vandet. Men hvor er drengen?

Hvorfor kikkede de ikke hele tiden på ham? Den dreng er altid lige ved at komme galt af sted. Så dumdristig som han er. Altid skal han lige prøve at klatre til tops i et højt træ. Eller stille sig helt ude på kanten af de højeste fjeldskrænter.

- – -

Der er gået tre og et halvt år efter Edwina og Hauges søn, Styrbjørn, blev født. Edwina er gravid igen. Vintrene har været meget hårde, og høsten har slået fejl et par gange.
Da det bliver efterår, nedkommer Edwina med to små piger. Men alting går galt: Kornet rådner, skibene kommer tomme hjem, og den ene af de nyfødte svæver mellem liv og død…
Da beslutter Hauge at tage på plyndringstogt til England. Til det formål bygger de et helt nyt skib. Langt og slankt. Hurtigt og søstærkt.
I England skaber de rædsel og ødelæggelse. By efter by bliver angrebet og plyndret.
I den sidste by, de hærger, er menneskene flygtede. Den eneste, der er tilbage, er præsten i kirken…

”Det går ikke særlig godt i den lille bygd, handelsrejserne giver ikke noget udbytte, høsten er slået fejl og høvdingen Hauge opdager, at hans kone er mor til et barn før ægteskabet. Dertil dør det ene af ægteparrets nyfødte tvillinger tidligt efter fødslen af underernæring. Vikingerne beslutter sig for at bygge en ny båd og sejle til England for at røve og hærge. Togtet er udbytterigt, men også fatalt. I den sidste by de hærger, bliver Hauge dødeligt såret. Bogen afsluttes med at Hauge døbes svævende mellem liv og død. Bogen lever helt op til forgængerne. Det er en let læst og velfortalt vikingefortælling, som både tegner et dramatisk billede af tiden, og fortæller om de barske levevilkår helt i naturens vold. En appellerende forside og nogle dejlige s/h stregtegninger af Pia Falck Pape illustrerer historien fint. Teksten er sat med stor og tydelig typografi. Kan læses fra 9 år.”

”Teksten har lix 18, og kan derfor læses fra ca. 11 år, men den henvender sig mere til unge, som bedre kan identificere sig med de barske voksne mennesker fra vikingetiden. Det er stadig en meget dramatisk beretning, men læseren får en del oplysninger om tidsperioden i tilgift. Pia Falck Papes illustrationer står godt til historien, som er et udmærket tilbud til unge med interesse for tidsperioden.”

Forord

“Det går jo, som det skal,” tænkte Odin, da Hauge lavede takkeoffer for sin lille søn. “Nu er slægten sikret. Og livet kan gå videre.”
Odin havde fulgt godt med i, hvad der foregik i den lille by. Han sendte jævnligt Hugin og Munin af sted til det sydlige Norge. Og de kom hjem og berettede om den Hauges rejse til Island og Hedeby. Og om de vellykkede handeler, han gjorde i Hedeby med hvalrostænderne fra Island.
Så nu, hvor lille Styrbjørn voksede og gav sine forældre mange glæder, så alt ud til at være, som det skulle.

Men det følgende år fortalte ravnene, at Edwina igen var med barn. Og at hun ikke beholdt barnet i sin krop længe nok. Så det kunne ikke leve. Og da vinteren satte ind, blev den koldere og længere end nogen kunne huske fra andre vintre. Da solen smeltede sneen på fjeldet, fossede vandet ned over markerne og rev jorden med sig. Alligevel såede menneskene i det tidlige forår i den magre jord og håbede. Flere par ofrede endda til guderne ude på markerne. Især til Freja. På trods af det tog forårsstormene såsæden med sig i vinden. Så menneskene vidste ikke, hvad de skulle gøre. Nogle var endda begyndt at tale om en ny gud!
Da Odin hørte det, blev han rasende. Sådan skulle menneskene ikke behandle ham!
Sådan gik tiden. Og den lille Styrbjørn blev en livlig og stærk lille dreng. Edwina blev atter med barn. Og Odin glædede sig med Hauge og Edwina, da det så ud til at lykkes denne gang.

Midt på sommeren sendte han igen ravnene af sted. Og de kom tilbage, stønnende og udmattede. Aldrig – aldrig havde de oplevet så varm en sommer. Og så tør.
“Den Hauge ved kun det, han ved,” sukkede Odin og kløede sig i nakken. “Men nu nærmer tiden sig…..”

1. Det varme hav

“Kom bare herud, Styrbjørn! Det er dejlig varmt!”
Hauge kalder lokkende på den lille dreng, som sidder inde i vandkanten. Styrbjørn har ikke tøj på. Og han ser ud, som om han gerne vil ud i vandet. Selv om det måske er lidt farligt?
Han plasker prøvende i vandet med hænderne. Og ler usikkert ud til Hauge.
I det samme kommer Torleif gående på den smalle sandstrand med Olav i hånden.
“Skal du med?” siger Torleif til Styrbjørn. Den lille dreng klapper ivrigt i hænderne. Men han bliver alligevel siddende. Olav slipper Torleif og løber hen til Styrbjørn. Han sætter sig ved siden af ham og klapper sammen med ham. Også ned i vandet, så det sprøjter op på dem begge to. Styrbjørn hviner af glæde og tumler rundt i sandet.

“I skal med – begge to!” siger Torleif og tager én i hver hånd. Så trækker han dem med sig ud i vandet. Et lille skridt ad gangen. Indtil vandet pludselig når dem et godt stykke op ad benene.
Styrbjørn og Olav jubler og griner til hinanden.
Så pjaskeløber de begge to udad sammen med Torleif. På vej ud til Hauge, som ligger på ryggen et lille stykke længere ude. Han plasker med benene, så vandet piskes til skum omkring ham. Da de kommer helt ud til ham, vender han sig og åbner armene. Så de kan komme til – begge to!

Som tiden dog er gået hurtigt! Han synes ikke, det er så længe siden, han holdt det lille ny barn for første gang. Og så er der alligevel gået 3½ år! Hildas dreng, Olav, er også blevet stor. Men han er vel også 6 år nu. De to er meget glade for hinanden. De er næsten altid sammen. Men det er deres mødre jo også. Hilda er en god hjælp i huset. Især nu, hvor Edwina igen venter barn.

Hauge holder Styrbjørn i armene og giver ham en svingtur. Og Styrbjørn hviner af fryd, da Hauge går ned i knæ, mens han svinger ham. Så vandet sprøjter til alle sider og Styrbjørn næsten er helt nede i det.
“Også mig! Også mig!” jubler Olav. Og så får han også en tur.
“Ahh, hvor er det dejligt!” siger Torleif, som lige har taget sig en svømmetur lidt længere ude. Dér, hvor det er temmelig dybt.
Torleif bliver ude i vandet med drengene, mens Hauge går op og lægger sig lidt på den lille sandstrand.

2. Kors og torshammer

Det var lige her, han fandt den store ravklump for 10 år siden. Den, som senere reddede Hannibals liv, fordi han brugte den til at skaffe ham skibslejlighed væk fra byen. Og fra den arrige Sven, der ville slå ham ihjel.
Gad vide, hvordan det går Hannibal? Det er flere år siden, de skiltes i Hedeby. Men Hannibal ville jo hjem til England. Mon han nogensinde kommer tilbage?

Det var en snedig gave, de fik af ham! Hauge kommer til at smile for sig selv. De måtte først åbne den, når de havde fået deres første barn.
Da det efter et par måneder så ud til, at Styrbjørn var levedygtig, holdt de forårsblót. Det var ved den lejlighed, at Lauge Langsyn blev gift med Liv. Men det var også på tide. De to havde været glade for hinanden, lige siden hun kom til byen sammen med Hannibal. Men Sigrid havde sat sig imod forbindelsen. Liv var jo en frigiven træl. Sådan en kunne man ikke gifte sig med, mente hun. Men da hun fik at vide, at pigen var med barn, måtte hun give sig.

Samtidig med brylluppet blev Styrbjørn vandøst og signet af både Åsa og byens gode.
“Nu må vi godt åbne gaven fra Hannibal,” sagde Edwina den aften. De lo begge to, da de så, hvad det var: Hannibal havde fået smeden til at lave en lille amulet. Den var af sølv og bestod af et kors og en torshammer, der var viklet ind i hinanden!

3. Svære tider

Hauge kikker op i den blå himmel. Ikke så meget som en enkelt lille sommersky, kan han få øje på. Varmen er ulidelig her midt på dagen. Enten skal man være inde i skyggen eller hernede ved vandet.
De har ellers hårdt brug for regn. Afgrøderne står meget dårligt på markstykkerne. Kornet er allerede gulnet. Selv om det ikke er modent endnu. Og selv græsset oppe i fjeldet er næsten vissent. Så hyrderne må søge længere og længere væk for at finde græs til dyrene. Der er også allerede gået en del dyr til. Så hvis de ikke snart får noget regn, bliver det svært at klare vinteren.

Som om det ikke i forvejen har været nogle barske vintre. Den vinter, hvor Styrbjørn blev 1 år, var lang og kold. Lige omkring den tid, hvor lyset vendte, døde Sigrid. Selv om Astrid gjorde alt, hvad hun kunne for at redde hende. Men Sigrid hostede sig ihjel. Hun glædede sig ellers til, Liv skulle føde. Så måske var det meget godt, at hun ikke oplevede det, der skete. For Liv var lige ved at dø under fødslen. Og barnet var så misdannet, at de måtte sætte det ud.
Heldigvis blev Liv hurtigt med barn igen. Og det barn fejlede ikke noget. Selv om Lauge helst ville have haft en dreng.

“Skal du ikke ud igen?” Det er Torleif, der kommer op af vandet. Han har Styrbjørn i hånden. Olav ligger på maven lidt ude i vandet og pjasker.
“Torleif er ved at lære mig at svømme!” råber han begejstret til Hauge.
Hauge smiler og vinker til ham.
“Har du fortrudt, at du ikke tog med på rejse i år?” siger Torleif. Mens Styrbjørn kravler rundt på Hauge.
“Nej, det har jeg ikke,” siger Hauge. “Nu har jeg jo været af sted de sidste mange somre. Og Edwina har brug for mig her. Efter hun tabte et barn sidste år, bad hun mig om at blive hjemme i år.”
“Hvornår skal hun føde?” spørger Torleif. “Jeg synes, hun ser meget stor ud.”
“Der er et par måneder til endnu. Men hun er meget stor. Astrid mener, at der måske er to!”

4. På dybt vand

“Se, Olav svømmer!” jubler Styrbjørn og peger.
Hauge og Torleif kikker begge derud. Så farer Hauge op. Drengen er kommet alt for langt ud. Helt ud på det dybe.
I det samme lyder der et gurglende skrig derude fra. Olav plasker vildt med armene. Og forsvinder så ned i vandet.
Hauge løber ud i vandet. Men hvor er drengen?

Hvorfor kikkede de ikke hele tiden på ham? Den dreng er altid lige ved at komme galt af sted. Så dumdristig som han er. Altid skal han lige prøve at klatre til tops i et højt træ. Eller stille sig helt ude på kanten af de højeste fjeldskrænter.
De kunne alligevel ikke forestille sig, at han ville vove sig så langt ud i vandet. Når han ikke kan svømme rigtigt endnu. Men det troede han nok selv! Og så har strømmen ført ham længere ud.

Hauge er nu ude i nærheden af, hvor Olav forsvandt. Der er temmelig dybt, fordi havbunden går stejlt nedad lige her omkring. Så Hauge kan heller ikke bunde. Han tager en dyb indånding og dykker ned mod bunden. Men det er svært at se noget. For havbunden er fyldt med store sten og tangplanter.
Op igen. Ny indånding og så ned lidt længere ude.
Endelig får han øje på ham. Drengen ligger livløs bag en stor sten.
Hauge farer op til overfladen med ham. Men han må ind til land, før han kan gøre noget.

Inde på stranden står Torleif med Styrbjørn på armen. Da han kan se, de er på vej ind, sætter han drengen fra sig og løber ud og tager imod Hauge.
De vender bunden i vejret på Olav. Og banker ham samtidig i ryggen.
“Kom nu! Kom nu!” siger Hauge sammenbidt, mens han ryster den lille slatne krop.
Pludselig giver Olav sig til at hoste og brække sig på samme tid. Og det vælter ud af ham. Vand og bræk nærmest løber ud af ham. Og han begynder at græde.

Da de nærmer sig det store hus, de bor i nu, er rygtet allerede løbet gennem byen. Og Edwina kommer farende ud af huset. Med Hilda efter sig. Edwina bliver hurtigt forpustet. Så de to kvinder stopper og venter, til Hauge og Torleif kommer hen til dem. Så tager Edwina drengen fra Hauge og rusker ham blidt.
“Hvad har du dog lavet?” siger hun til ham. Og giver ham til Hilda. Mens hun siger noget til dem begge to på deres eget sprog. Lige nu har hun åbenbart glemt, at Hauge ikke bryder sig om det. Men han lader være med at sige noget til det. Det vigtigste er jo, at drengen er i live!
Olav kikker sløvt og slukøret på de to kvinder. Så begynder han at hoste og småklukke på samme tid.
“Jeg har bare været ude og dykke!”

5. Snart tid?

Hauge har lokket Edwina ud i den lune efterårssol. Hun har ikke godt af at være inde i huset hele tiden.
De går forbi det sted, hvor fælleshuset lå, før det brændte sidste efterår. Sidste sommer var også meget varm og tør. Så der skulle kun en lille gnist til fra ildstedet. På et øjeblik stod det store hus i flammer. Og ilden raserede det fuldstændigt. I stedet for at bygge det op igen, byggede Hauge et nyt, stort hus til dem selv. Nu bruger de det største rum i det til fester.
Åsa blev boende i deres gamle hus. Sammen med sin nye mand. Ulf mistede sin kone året før. Og de to fandt det praktisk at gifte sig.

Edwina går langsomt og besværet. Ind imellem tager hun sig til maven.
Hauge kikker på hende. “Sparker den?”
Hun nikker og mærker på maven. “Det må også snart være tid,” sukker hun.
De standser og kikker ud over havet.
“Mon ikke skibene snart kommer hjem,” siger Edwina.
“Jo, det gør de nok,” siger Hauge. “Og forhåbentlig har de fået handlet godt. Jeg håber, de har skind med hjem. Og måske hvalrostænder. Hvis de ellers er kommet helt til Island. Så kan vi handle os til noget korn. Det har vi hårdt brug for i år, hvor høsten blev så dårlig.”

Pludselig bukker Edwina sig sammen. Hun griber fat i Hauge og stønner: “Hauge, vi skal – vist skynde os tilbage.”
Så bliver hun helt hvid i hovedet og svajer underligt. Som om hun er lige ved at besvime. I det samme kommer Astrid løbende henne fra Lauges hus. Hun har åbenbart set dem komme gående. Hun tager Edwina i den ene arm, mens Hauge støtter hende i den anden. Og sammen får de hende bragt hjem til huset og tilkaldt dem, der skal hjælpe til ved fødslen.

Hauge får ikke lov til at komme med ind. Kvinderne farer frem og tilbage. Henter vand og sørger for tæpper. De har ikke tid til at tale med ham. Så han må bare vente.
Nogle af mændene kommer hen og snakker lidt med ham. Spørger, hvordan det går. Og om han tror, det bliver en svær fødsel.
“Det var det jo ikke sidste gang,” siger Hauge. “Så det skal nok gå.” Men inderst inde er han lidt urolig. Det virker jo, som om kvinderne også er nervøse.

6. Farlig fødsel

De store piger, der har taget sig af Styrbjørn og Olav, kommer hen til huset med dem.
“Har hun født?” spørger en af dem.
“Jeg ved det ikke,” siger Hauge og tager Styrbjørn op. Mens den ene af pigerne går videre med Olav.
“Er mor syg?” siger Styrbjørn. “Jeg vil ind til mor!”
“Det kan du ikke komme lige nu,” siger Hauge.
I det samme hører de barnegråd inde fra huset. Hauge skynder sig hen mod døren. Men Åsa kommer farende og stopper ham.
“Du kan ikke komme ind endnu,” siger hun bestemt.
“Er der noget galt?” spørger Hauge forskrækket.
Åsa kikker underligt på ham. Så siger hun: “Hun har det ikke så godt. Men vi gør, hvad vi kan. Og der er vist en til.” Så vender hun sig og går hurtigt tilbage til de andre kvinder.

Der står en del mennesker udenfor huset nu. De taler lavmælt sammen, og prøver at muntre Hauge lidt op. Men de kan ikke undgå at høre lydene inde fra huset: Småråben, smertesskrig, ængstelige stemmer. Og så pludselig igen barnegråd. Så bliver der stille.
Et stykke tid efter kommer Åsa ud til dem.
“Du har fået to små piger,” siger hun stille til Hauge. “De har det godt. Og der er ikke noget i vejen med dem. Men Edwina er meget syg. Vi ved ikke, om hun klarer det.”
Åsa tager Styrbjørn fra Hauge. Så tilføjer hun: “Du må hellere gå ind til hende nu. Hvis nu…”

Edwina ligger uroligt og omtåget på sengen. Kvinderne vimser rundt omkring hende. Og Astrid står bøjet over hende. Hun tørrer Edwinas svedige pande med en fugtig klud. Og giver hende noget at drikke.
Hauge tager hendes hånd. Men hun reagerer ikke. Det er, som om hun er langt væk. Hun sukker og stønner og ser slet ikke på ham. Så mumler hun noget uforståeligt noget.
“Hvad siger du?” spørger Hauge og læner sig ind over hende. Men hun stirrer bare febervildt ud i luften. Som om han ikke er der.
“Vi håber, det her hjælper,” siger en af kvinderne stille, mens Astrid giver Edwina mere at drikke.
“Hvad er det?” spørger Hauge.
“Det er en blanding af forskellige urter. De skulle virke mod bullenskab og feber.”

Hauge går over til sengen ved den anden langvæg. Dér sidder Hilda med to små bylter. Han kikker kærligt og undersøgende på dem. Stryger dem blidt hen over de små pander og kinder. De er ikke ret store. Men de ser hele og færdige ud.
“De skal nok klare sig,” siger Hilda beroligende.

7. Vild tale

Der kommer underlige lyde ovre fra Edwina. Og ind imellem noget, der lyder som ord fra et andet sprog.
“Såh, såh,” lyder det trøstende. “Vi er her. Vi skal nok hjælpe dig.”
“NEJ!” skriger Edwina pludselig. “Nej, nej! I må ikke sige det! Ikke det! Ikke det!” Og så igen mærkelige, uforståelige ord og lyde.
Hilda ser over mod hende. Så skynder hun sig at give Hauge en af pigerne i armene. “Du kan gå ud og vise hende frem,” siger hun febrilsk.
“Nej, nej! Det var – vi var jo ikke….” råber Edwina.
“Gå nu!” beder Hilda. “Vi skal nok tage os af Edwina!”

Men Hauge bliver stående. Der er noget, der er forkert. Det er, som om Hilda bare vil have ham ud?
“Hvor er han?” råber Edwina.
Hauge går hen imod hende. Han er jo lige her. Det skal hun vide. Han vil jo så gerne trøste hende.
Men så fortsætter Edwina: “Min søn! Hvor er han? Hvad har I gjort ved ham? Hvor er han? Hvor er Olav?”

Hauge standser midt i det store rum. Olav? Hun vrøvler vist temmelig meget lige nu. Men så mærker han med ét Hildas blik på sig. Han kikker spørgende på hende. Men hun slår straks øjnene ned. Der ER noget galt!
Hauge står som forstenet, mens Edwina igen snakker mærkeligt og usammenhængende.
Olav? Edwinas søn? Hvad betyder det her?

Hauge river sig løs af sin lammelse og går direkte hen til Hilda.
“Hvad er det, hun siger?” spørger han vredt. “Hvorfor siger hun “min søn” om Olav?”
“Hun – hun må – ta’ fejl – af – af navnene,” stammer Hilda.
“Er du sikker på det? Sådan som du ryster? Og så travlt, som du havde lige før med at få mig ud af huset?”
Hilda er blevet mundlam. Og alle stirrer opskræmte skiftevis på hende og Hauge.
“Hun sagde også noget andet!” råber Hauge truende. “Noget på jeres eget sprog! Hvad var det? Hvad sagde hun?”
“Det var det – det samme!” fremstammer Hilda.
“HVAD sagde hun?” skriger Hauge forbitret og langer i det samme Hilda en knaldende lussing.
“At Olav – at han er hendes søn,” græder Hilda ulykkeligt.
“Og hvem er så faderen, om jeg må spørge?” brøler Hauge afsindigt.
Da Hilda ikke siger noget lige med det samme, får hun en til på hovedet.
“Det er – det er – Haakon!” hulker hun.

Hauge skal til at slå hende igen, da Åsa tager fat i ham. Edwina skriger vildt af smerte og angst, mens kvinderne kæmper for hendes liv. Og alt er kaos.
“Du skal gå ud nu, Hauge!” beordrer Åsa. “Ellers er det ikke sikkert, vi kan gøre mere for Edwina!”