Vikingeblod 1: Overfaldet (Paperback)

“Løb, Hauge! Løb – alt hvad du kan!” råber Styrbjørn.

Hauge hører pludselig kun faderens stemme. Den overdøver skrigene, sværdenes skarpe smæld mod hinanden og den buldrende ild fra de brændende huse. I et kort glimt ser Hauge rædslen i Styrbjørns øjne – og forstår, hvad han mener.                                          

Det er ikke en bøn. Hauge har ikke noget valg!                                                         

 - – -

Det er den unge, kristne munk, Hannibal, der fortæller Hauge, at hans far, Styrbjørn, er blevet dræbt under det blodige overfald på deres by. Mødet med Hannibal bliver starten på et livslangt venskab, men giver også Hauge anledning til at undres over den mærkelige nye gud, som Hannibal fortæller om.

Da Hauges far skal gravlægges, sådan som det er skik for en høvding, får den stumme trællepige, Astrid den ære at skulle følge sin herre i graven. Det prøver Hauge at forhindre, fordi Astrid har “fortalt” ham noget…
Under Styrbjørns gravlæggelse lover Hauges mor, Åsa, sin afdøde mand, at Hauge vil hævne sin far, når den rette tid kommer.
Hannibal og den ældre, strenge munk, Peter, skal videre på deres færd, men Hannibal lover Hauge at komme igen.
Da de er taget af sted, får Hauge en overraskelse…

”Vi er i vikingetidens Norge, hvor den 13-årige høvdingesøn Hauge bliver vidne til et overfald på og nedbrænding af hans by.

Bogen giver et glimrende og overbevisende billede af vikingetiden. Hauge står klart og levende i fortællingen, som er fortalt i et levende sprog. Teksten er let at læse, skrevet i korte sætninger. Den er sat med stor og tydelige typografi i et overskueligt layout, hvor s/h tegninger skaber stemning og understøtter historien fint. Bogen har en appellerende omslagsillustration i farver. Kan læses fra omkring 9 år.”

”Første bog i en serie på 5, som foregår i vikingetiden på det tidspunkt, hvor de første kristne munke kom op nordpå.

Hauge er søn af Styrbjørn og Åsa, som bor i en lille bygd et sted i Norge. Vi møder ham som tolvårig, da bygden overfaldes og mange bliver dræbt, bl.a. Hauges far. Vi oplever overfaldet, sorgen, gravsætningen og genopbygningen, og får præsenteret seriens hovedpersoner – udkigsmanden Lauge Langsyn, den unge munk Hannibal, den stumme trællepige Astrid og selvfølgelig mor Åsa. Sidst møder vi Hauges farbror Svend, som hjælper med at genopbygge bygden efter overfaldet, men også Kristi kors, som Hauge får af munken Hannibal. Historien er fyldt med dramatik og stærke følelser, og flot illustreret med mange udtryksfulde blyantstegninger af Pia Falck Pape.”

Forord

Da menneskene i den lyse sommernat blótede til Odin, sendte han Hugin og Munin af sted for at se, hvad der var på færde.
De to ravne fløj gennem den halve verden. Da de nåede til det sydlige Norge, så de røgen stige op fra offerbålet i Styrbjørns by.

“Åsa har fået en søn!” lød det pludselig gennem den nattestille by.
Og så hastede menneskene ud af husene og stimlede sammen udenfor høvding Styrbjørns hus.
Og ravnene hørte, hvordan alle glædede sig over det. De så, at der blev tændt glædesblus i byen. Og de hørte, at menneskene så frem til at fortælle Styrbjørn den glade nyhed, når han vendte hjem fra sin rejse til Daneland.

Nu havde de også ventet længe på høvdingesønnen. Åsa havde flere gange været med barn, uden at det førte til noget. Mange var begyndt at murre noget om, at Styrbjørn skulle tage sig en anden kone. Og nogle af byens enker og giftefærdige piger var allerede begyndt at gøre sig stilfærdige forhåbninger.
Da Hugin og Munin vendte hjem til Odin, berettede de for ham, hvad de havde set og hørt. Og Odin gned sig tankefuldt i skægget og smilede sælsomt.

De følgende år sendte Odin jævnligt ravnene til Styrbjørns by. Og de kom tilbage og fortalte, at Åsa havde fået tvillinger. Men til alles sorg døde de begge kort efter fødslen. Og Åsa kunne siden ikke blive med barn. Til trods for dette forstødte Styrbjørn hende ikke.
Men sønnen, Hauge, voksede til og blev stærk som sin far og klog som sin mor.
Det fik han også brug for, mente Odin…..

1. Flugten

“Løb, Hauge! Løb – alt hvad du kan!” råber Styrbjørn.
Hauge hører pludselig kun faderens stemme. Den overdøver skrigene, sværdenes skarpe smæld mod hinanden og den buldrende ild fra de brændende huse. I et kort glimt ser Hauge rædslen i Styrbjørns øjne – og forstår, hvad han mener.
Det er ikke en bøn. Hauge har ikke noget valg!
I ly af røgen og forvirringen forsvinder Hauge ud af byen. Væk fra de hærgende fjender. Han mærker ikke jorden under sig, da han løber. Og han ser ikke de træer, buske og vandløb, han passerer.
En stor gren rammer ham pludselig i hovedet, og der bliver stille og mørkt omkring ham.

Hauge kommer til sig selv, da der er noget, der kilder ham i panden.
“Gå væk! Lad vær’!” mumler han fortumlet. Han vifter irriteret med hånden, men det bliver ved. Da han åbner øjnene, kommer han til at smile. Det er bare nogle små, nyudsprungne blade på den gren, der væltede ham. Men i det samme forsvinder smilet.

2. Forårsfesten

Det var ellers sådan en god forårsfest!
Der var kommet en del fremmede til byen. Handelsfolk, der kom for at sælge og købe. Men også slægtninge fra de gårde, der lå nogle dagsrejser væk. De kunne ikke komme til byen i den lange, strenge vinter. Nu kom de rejsende til, sammen med tøbruddet. De fleste havde medbragt forskellige varer, de ville sælge. Eller noget, de ville bytte til ting, de ikke selv kunne lave. Men andre kom mest for at deltage i forårsfesten.
Hauge syntes, det var spændende at gå rundt og kikke på de mange boder.
Der var mange ting, han kendte: Skind og trætøj, lerkrukker og kar af klæbersten. Men især var det spændende at kikke på de fine sager fra fjerne lande: Farvede glas i mange forskellige former. Og særprægede smykker i sølv og guld.

Men i år var der også kommet nogle andre fremmede. To mænd, klædt i underlige, lange brune dragter. De var kommet gående. De havde en lang vandrestav og en vadsæk hver. Ikke andet.
Den ældste kaldte sig Peter. Han sagde, han var gudens udsending. En gud, Hauge ikke havde hørt om før. Han troede ellers, han kendte dem alle sammen. Men denne her gud var vist lidt mærkelig. Det syntes hans far, Styrbjørn, åbenbart også. For han var kommet op at skændes med Peter.
“Guds straf vil komme over dig, Styrbjørn!” sagde Peter.
Styrbjørn hånede ham: “Jeg har da heldigvis flere guder at ty til! Skulle der måske kun være én gud? Det er det, du siger, ikke? Sådan noget vrøvl! Mage til sludder har jeg da aldrig før hørt!”
Kort efter fik Peter travlt med at lede efter sin unge medhjælper, Hannibal. Mærkeligt navn, syntes Hauge. Men de kom jo også begge to fra et fremmed land – langt væk på den anden side af det store hav.

Gudens straf?
Peter kunne da ikke vide, at Håkon Gilmarssøn ville angribe dem?
Håkon bor længere nordpå. Men af en eller anden grund havde der altid været fjendskab mellem de to slægter. Der er ingen, der længere kan huske hvorfor. Eller hvordan det engang begyndte.

3. Hannibal

Da mørket var faldet på, gik bægrene rundt. Den kraftige mjød gjorde mændene højrøstede og hidsige. Og rundt om i mørket var der mærkelige lyde og underlig uro. På det tidspunkt gik Hauge lidt væk fra husene. Og så var det, han næsten faldt over den unge Hannibal, som var sammen med en af de unge piger! Pigen styrtede væk. Men den forfjamskede Hannibal begyndte at snakke med Hauge.
Han fortalte om deres lange rejse. Og om livet sammen med den strenge Peter, som han kaldte “mester” og “præsten”.
Hauge spurgte Hannibal, hvor gammel han var. Hannibal sagde, at han var 18 år. Han havde været sammen med Peter i to år. Han fortalte også om den nye gud. Den gud, som de var kommet hertil for at få folk til at tro på. De havde lært sig det fremmede sprog for at kunne tale med folk.
Det var svært, sagde Hannibal. Men Hauge kunne godt lide den sjove, syngende måde, Hannibal talte hans sprog på.
Hannibal viste ham også det mærkelige kors, han bar inde under sin dragt: Skinnende blankt og med fine, sirlige udskæringer.

Hauge fortalte Hannibal lidt om sine guder. Hannibal lyttede, stillede spørgsmål – og talte slet ikke om nogen straf.
Senere gik de sammen tilbage til husene. Festen var ved at ebbe ud. Og stilheden var begyndt at sænke sig over byen.
Indtil…..

4. En fremmed i natten

Hauge rejser sig. Fortumlet og ør i hovedet.
Han må tilbage. Han må finde sin far og mor. Måske er Håkon besejret og sendt på flugt? Ja, sådan er det nok. Det varer nok ikke så længe, før Styrbjørn vil tage ham med på en af sine rejser.
“Til sommer – når du er blevet 13 år gammel. Så er du stor nok til at komme med, Hauge”. Sådan sagde Styrbjørn til ham, da det endnu var koldt og mørkt. Det var, da de fik de lange aftener til at gå med at fortælle om deres rejser ud i verden.
I det blafrende skær fra ildstedet drømte Hauge sig med til fjerne lande. Til store byer og myldrende markedspladser. Han kunne næsten fare vild i den støjende trængsel. Fornemme duften af sære krydderier. Og se sig selv klædt på i en kofte af det fineste, bløde, blanke stof.
Og han klamrede sig til rælingen på skibet i hårdt vejr på det oprørte hav.

Hauge maser sig gennem noget tæt buskads. Nu kan det ikke gå hurtigt nok med at komme tilbage!
Pludselig stivner han! Foran sig i mørket aner han omridset af en, der sidder foroverbøjet på en stor sten.
Er det en af fjenderne, der sidder på lur?
Eller er det en, der er død? Så stille som han sidder? Hauge tør næsten ikke trække vejret. Hjertet hamrer så voldsomt i brystet på ham, at det gør ondt.
Da den døde pludselig rører på sig, svimler det for ham. Han snubler, griber ud efter nogle grene og havner inde i en busk.

5. Hvad er der sket?

“Er det dig, Hauge?”
Stemmen virker bekendt og alligevel fremmed og underligt grødet. “Du skal ikke være bange. Det er bare mig – Hannibal.”
Hauge mærker Hannibals arme, der løfter ham op og holder ham ind til sig et øjeblik.
De sidder længe på stenen. Det er stadig mørkt. Men mørket er langsomt ved at blive fortrængt af det svage morgenlys.
Foran dem ligger det vældige hav, stille og blankt. Bagved dem kan de ane kanten af fjeldene. De står sorte mod den svagt rødmende himmel.
Og rundt om dem bølger røgen.

Røgen!
Lugten af noget, der brænder, trænger sig pludselig ind på Hauge og får ham til at ryste. Han kan mærke, at Hannibal også ryster lidt.
Men i det samme bliver han klar over, at Hannibal græder. Stille og inderligt.
“Jeg må finde min far og mor,” siger Hauge og vil rejse sig og gå. Han ved ikke, hvad han ellers skal sige. Og han kan ikke lide, at Hannibal er ked af det. Men Hannibal holder ham fast og prøver at sige noget. Det bliver kun til en utydelig mumlen.
“Min far – ” begynder Hauge.
“Hauge, din far – din far – er – er død.”
Ordene er fjerne, tomme, uvirkelige….
De giver ikke mening. Hauge kan ikke forstå dem, – vil ikke!
“Det passer ikke! Du lyver! Du lyver!” Han råber til Hannibal, hamrer sine knyttede hænder ind i Hannibals bryst. Råber og slår. Råber og slår.
“Du lyver! Du lyver! Det passer ikke! Giv slip! Jeg vil finde ham!”